14.3. Procedure for anvendelse af åremålsansættelse
Bestemmelse om, hvilke stillinger - såvel nyoprettede som bestående - der skal kunne besættes på åremål, træffes af vedkommende minister efter forudgående forhandling med den forhandlingsberettigede centralorganisation.
Ansættelse som dommer og tjenestemandsansat jurist ved domstolene kan dog kun ske som varig ansættelse.
Ansættelse i forskerstillinger skal ikke ske på åremål i videre omfang end hidtil.
Følgende generelle kriterier, der i 1973 blev fastsat af Lønningsrådet, kan være vejledende for beslutningen om, at en stilling skal kunne besættes på åremål:
- Ansættelse i stillinger, hvor arbejdsopgaven eller udpegningen til hvervet er tidsbegrænset, og hvor tidsbegrænsningen er klar og af væsentlig betydning i relation til opgaven eller den udpegede person.
- Ansættelse i stillinger, hvor forventede ændringer i opgaver, organisation og struktur med en vis sandsynlighed vil ændre den pågældende stillings indhold.
- Ansættelse i stillinger, der stiller særlige krav til fornyelse i forskningsmæssig, kunstnerisk, merkantil, teknisk eller anden kreativ henseende, og hvor kravene til fornyelse har en selvstændig, konkret begrundet betydning.
Åremålsansættelse bør fortrinsvis anvendes, hvor det ikke giver anledning til genbeskæftigelsesproblemer ved åremålets udløb.
Chefer kan åremålsansættes på overenskomstvilkår efter betingelserne i rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten og aftalerne om ansættelse af chefer ved institutioner for undervisning, uddannelse og forskning på Børne- og Undervisningsministeriets og Uddannelses- og Forskningsministeriets områder. For anden ansættelse på åremål på overenskomstvilkår gælder følgende:
Hvis der ønskes åremålsansættelse på overenskomstvilkår i en klassificeret tjenestemandsstilling, forudsættes det, at det pågældende ministerium forinden har forhandlet med den centralorganisation, der ville have forhandlingsretten for stillingen, hvis ansættelsen var sket på tjenestemands- eller tjenestemandslignende vilkår, jf. pkt. 12 i cirkulæret om åremålsansættelse.