14.11. Åremålstillæg
Til åremålsansatte ydes et særligt åremålstillæg, der aftales mellem ministeriet og den pågældende centralorganisation eller den organisation, som centralorganisationen har bemyndiget hertil. Tillægget er en kompensation for den tidsbegrænsede ansættelse. Tillægget fastsættes derfor under hensyn til åremålets længde og eventuel tilbagegangsret.
Åremålstillægget fastsættes som et grundbeløb, der procentreguleres.
Der kan kun beregnes ét åremålstillæg, som aftales i forbindelse med ansættelsen.
Åremålstillæggets størrelse ændres således ikke i åremålsperioden, heller ikke selv om stillingen omklassificeres, eller særlige, personlige tillæg ydes/bortfalder/ændres undervejs. Tillægget ændres heller ikke, hvis åremålsansættelsen forlænges. Se herom i afsnit 14.15.
For ansatte, der er sikret varig ansættelse efter åremålets udløb (tilbagegangsret), fastsættes åremålstillægget under hensyn til åremålets længde og det lønmæssige niveau i tilbagegangsstillingen inden for en ramme på indtil 25 pct. af den løn, der gælder for stillingen ved varig ansættelse. Det vil sige jo længere åremål, jo lavere tillæg, og jo højere løn i tilbagegangsstillingen, jo lavere tillæg.
For ansatte, der ikke er sikret varig ansættelse efter åremålsansættelsens udløb, er der ikke fastsat nogen bestemt ramme for åremålstillæggets størrelse. Tillægget fastsættes under hensyn til åremålets længde (jf. ovenfor) og en vurdering af stillingens lønmæssige placering i forhold til andre stillinger inden for vedkommende ministerium.
Åremålstillægget beregnes som et procenttillæg af den lønrammeløn (inkl. eventuelle særlige klassificeringstillæg), der gælder for stillingen ved varig besættelse på ansættelsestidspunktet. I beregningsgrundlaget indgår også eventuelle særlige tillæg (dvs. kvalifikationstillæg og funktionstillæg, men ikke rådighedstillæg eller tillæg, der er givet som kompensation for merarbejdsbetaling o.l.), som ydes til den åremålsansatte. Endvidere er der mulighed for, at man ved beregning af åremålstillægget tillige kan tage hensyn til eventuelle personlige tillæg, som (senere) forventes at blive ydet den pågældende.
Et eventuelt topcheftillæg indgår ikke i beregningsgrundlaget.
Der indbetales ikke pensionsbidrag af åremålstillæg til tjenestemænd og andre ansatte med en tjenestemandslignende pension.