34.2.2.6. Pensionsalder
Tjenestemænd, der ansættes den 1. januar 2012 eller senere, optjener pensionsalder straks fra tjenestemandsansættelsen. Pensionsalder optjenes i fulde år, og det er derfor en betingelse, at tjenestemanden har optjent mindst 1 års fuldtidsbeskæftigelse, før tjenestemanden har optjent ret til tjenestemandspension.
For tjenestemænd, der er ansat før den 1. januar 2012, er pensionsalderen det antal år, i hvilket pågældende efter sit fyldte 25. år har været tjenestemand i staten, folkeskolen, folkekirken, Folketinget, under Københavns Kommunale Skolevæsen, Færøernes Landsstyre før den 1. januar 1988 eller Grønlands Landsråd eller Hjemmestyre før 1. januar 1980 eller har været berettiget til rådighedsløn, jf. TPL § 4, stk. 1.
Ved suspension optjener en tjenestemand pensionsalder svarende til den nedsatte løn. Pensionsalderen kan dog højst udgøre 37 år.
Tjenestemænd, der har optjent 37 års pensionsalder den 1. januar 2019 eller senere, har ret til et engangsbeløb ved pensionering. Engangsbeløbet udgør 15 pct. af den pensionsgivende løn på det skalatrin, som tjenestemandens pension bliver beregnet af, og med de satser, der gælder på pensioneringstidspunktet, jf. Skm. cirk 14/4 2021 om aftale om engangsbeløb til tjenestemænd efter optjening af 37 års pensionsalder.
Pensionsalder registreres i PENSAB, der administreres af Udbetaling Danmark, jf. bekg. 1754 27/12 2018 om PENSAB.
Perioder med nedsat tjenestetid indgår tilsvarende nedsat i pensionsalderen, jf. TPL § 4, stk. 3, se dog PAV kap. 33 om senior- og retræteordninger.
Ud over den pensionsalder, som en tjenestemand har optjent i henhold til TPL § 4, stk. 1, og § 35, stk. 2, kan den pågældende tillægges forhøjet pensionsalder i henhold til TPL § 4, stk. 2, 4 og 5, § 4 a, § 4 b, § 35, stk. 3, og § 35 a. Disse bestemmelser er omtalt nedenfor.
En tjenestemand kan desuden – ved pensionering – tillægges forhøjet pensionsalder som led i en frivillig fratrædelsesordning, jf. PAV kap. 30.
Der er ikke mulighed for, at en tjenestemand selv kan tilkøbe pensionsalder mod egen indbetaling.
Finansministeriet har tillagt ministerier og styrelser mfl. kompetencen til i visse tilfælde at fastsætte pensionsalderen efter TPL § 4, stk. 1, 2 og 4, § 4 a og § 35, stk. 1 og 2, ved Skm. cirk. 18/12 2020 om kompetencen for ministerier mv. til at fastsætte pensionsalder for deres tjenestemænd mfl.
Bemyndigelsen vedrører de tilfælde, der udtrykkeligt er nævnt i Fmst. vejledning 18/3 1992 om fastsættelse af pensionsalderen for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken m.fl.
Tilfælde, der ikke er nævnt i vejledningen, og tilfælde, der giver anledning til retlig tvivl, afgøres af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Perioder med tjenestefrihed uden løn medregnes ikke i pensionsalderen, medmindre finansministeren efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet i henhold til TPL § 4, stk. 4, bestemmer, at perioden kan medregnes. Lønningsrådet har i henhold til denne bestemmelse afgivet en række generelle udtalelser.
Medregning af beskæftigelse i perioder med tjenestefrihed, der er bevilget eller bevilget forlænget den 1. april 1992 eller senere, er som udgangspunkt betinget af, at tjenestemanden løbende til FL § 36 indbetaler pensionsbidrag på 15 pct. af den pensionsgivende løn, som tjenestemanden ville have være berettiget til, hvis den pågældende ikke havde haft tjenestefrihed.
Ved medregning af beskæftigelse under tjenestefrihed, der er bevilget før den 1. april 1992, skal der som udgangspunkt ikke betales pensionsbidrag.
Retningslinjer for medregning af tjenestefrihedsperioder kan ses i Finansministeriets vejledning 18/3 1992 om fastsættelse af pensionsalderen for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken m.fl., som også indeholder en udtømmende gennemgang af de situationer, hvor medregning kan ske uden forelæggelse for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Betalingsordningen er nu fastlagt i Skm. cirk. 18/12 2020 om kompetencen for ministerier mv. til at fastsætte pensionsalder for deres tjenestemænd mfl. og i .
Med hensyn til orlov til uddannelse, orlov til børnepasning, orlov til pasning af alvorligt syge børn og nærtstående og fravær i henhold til § 42 i Lbekg. 170 24/01 2022 om social service (serviceloven) henvises til Skm. cirk. 18/12 2020 (og bilag 2 til cirkulæret) Fmst. cirk. 29/4 2019 om tjenestefrihed af familiemæssige årsager og PAV kap. 26. Med hensyn til optjening af pension i forbindelse med ulønnet barsels- og adoptionsorlov henvises til PAV kap. 25.
Tjenestemandspensionsloven indeholder hjemmel til, at finansministeren kan tillægge forhøjet pensionsalder for den tid, en tjenestemand efter sit fyldte 25. år har været:
- Ansat på tjenestemandsvilkår i en stilling, hvortil der er knyttet en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsloven, jf. TPL4, stk. 2.
Bestemmelsen finder typisk anvendelse ved overførsel af pensionsrettigheder fra kommuner og regioner samt statsgaranterede pensionskasser. Regler om behandlingen af disse sager findes i Fmst. cirk. 15/2 1977 om overførsel af beløb ved individuel overgang af tjenestemænd m.v. mellem staten m.v. og kommuner m.v. med de ændringer, der følger af Fmst. cirk. 2/3 1979 om tillæg til cirkulære nr. 41 af 15.februar 1977 om overførsel af beløb ved individuel overgang af tjenestemænd m.v. mellem staten m.v. og kommuner m.v., samt i Skm. vejl. 6176 18/03/1992 om pensionsalderfastsættelse, afsnit B og C.
For tjenestemænd, der ansættes den 1. januar 2012 eller senere, kan der tillægges forhøjet pensionsalder også for ansættelse før det 25. år.
- Ansat på overenskomstvilkår, tjenestemandslignende vilkår eller individuel kontraktinden for det offentlige, i et koncessioneret selskab eller en stats-, kommune- eller regionsgaranteret virksomhed, jf. TPL 4 a.
Det er en forudsætning, at den pågældende under ansættelsen var omfattet af en pensionsordning, hvortil såvel den pågældende selv som institutionen ydede bidrag, og at det samlede bidrag udgjorde mindst 12 pct. af den pågældendes pensionsgivende løn. Det forudsættes endvidere, at hele udtrædelsesgodtgørelsen/tilbagekøbsværdien overføres til statskassen. Retningslinjerne fremgår af vejledningen om pensionsalderfastsættelse, afsnit D.
For tjenestemænd, der ansættes den 1. januar 2012 eller senere, kan der også tillægges forhøjet pensionsalder for ansættelse før det 25. år.
- Ansat som tjenestemand under Den Europæiske Union (EU).
Det er en forudsætning, at der fra EU sker overførsel til statskassen af den aktuarmæssige værdi af den pågældendes pensionsrettigheder under EU, eller at den pågældende selv til statskassen med renter indbetaler hele den udtrædelsesgodtgørelse, som den pågældende fik udbetalt ved sin fratræden fra stillingen i EU, jf. TPL 4b.
- For tjenestemænd, der ansættes den 1. januar 2012 eller senere, kan der tillægges forhøjet pensionsalder også for ansættelse før det 25. år.
Det fremgår af pkt. 4 i cirk. 18/12 2020 om kompetencen for ministerier mv. til at fastsætte pensionsalder for deres tjenestemænd m.fl., hvornår der skal ske forelæggelse for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
- Tjenestemandspensionsloven indeholder endvidere hjemmel til, at finansministeren – hvis en tjenestemand er ansat på grund af ganske særlige kvalifikationer– kan forhøje den pågældendes pensionsalder med indtil 10 år, jf. TPL 4, stk. 5, 1. pkt.
Forhøjelse af pensionsalderen efter denne regel kan kun foretages af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Der vil dog ikke blive tillagt tjenestemanden en større forhøjelse end den, der er nødvendig for, at den pågældende ved en eventuel pligtig afgangsalder har eller kunne have været pensionsdækket som led i offentlige eller private ansættelsesforhold i i alt 37 år.
Ved afsked på grund af alder og ved opgørelse af krav på opsat pension eller fratrædelsesgodtgørelse medregnes som forhøjet pensionsalder højst et tidsrum svarende til ansættelsestiden, jf. TPL § 4, stk. 5, 2. pkt.
Sager om forhøjet pensionsalder efter disse regler afgøres af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.