34.2.2.2. Ansættelsestid

Det er som hovedregel en betingelse for afsked med pension, at tjenestemanden har en samlet ansættelse svarende til mindst 10 års fuldtidsbeskæftigelse i en stilling, i hvilken ansættelsen efter reglerne i TPL §§ 4, 4 a og 4 b kan medregnes i pensionsalderen.

Perioder med nedsat arbejdstid indgår tilsvarende nedsat i ansættelsestiden. Perioder med tjenestefrihed uden løn medregnes ikke i ansættelsestiden, medmindre de medregnes i pensionsalderen efter TPL § 4, stk. 4, jf. afsnit 34.2.2.5. Ansættelse før det fyldte 25. år indgår i ansættelsestiden, uanset at den ikke medregnes i pensionsalderen for tjenestemænd, der er ansat før den 1. januar 2012.

Der stilles dog intet krav til ansættelsestidens længde, hvis tjenestemanden opfylder betingelserne for at få tilskadekomstpension (TPL § 8) eller kvalificeret svagelighedspension (TPL § 7), jf. afsnit 34.2.2.4.