9.1.8. Udvidet pligt til partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, fastlægger, hvornår en myndighed er forpligtet til at foretage partshøring. Forvaltningsloven er imidlertid en minimumslov og er ikke til hinder for, at der gennemføres partshøring i videre omfang. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, suppleres endvidere i visse typer af sager af en ulovbestemt grundsætning om udvidet partshøringspligt.

 

9.1.8.1. Hvilke sager?

Det drejer sig bl.a. om sager om uansøgt afsked af disciplinære forhold, uegnethed og samarbejdsvanskeligheder, samt bortvisning og disciplinære sanktioner.

Den udvidede pligt til partshøring gælder heller ikke for sager om uansøgt afsked udelukkende på grund af arbejdsmangel, besparelser o.l. eller sygdom.

9.1.8.2. Hvad skal der høres over?

Partshøring efter denne grundsætning omfatter ikke blot sagens faktiske omstændigheder, jf. afsnit 9.1.7.1, men også myndighedens egen vurdering af sagens bevismæssige og retlige spørgsmål.

Det må således antages, at myndigheden i partshøringen i almindelighed skal give den ansatte en redegørelse for grundlaget for den påtænkte afsked eller sanktion, herunder de forhold fra den ansattes side, der lægges vægt på, og myndighedens foreløbige opfattelse af sagen.

Hvis der er bevismæssige spørgsmål, skal partshøringen også angive myndighedens bevismæssige vurderinger.

Partshøringen skal tillige indeholde myndighedens syn på sagens retlige spørgsmål, herunder de retsregler, der tænkes anvendt, og anvendelsen af reglerne på den konkrete sag.

Partshøringen skal foretages over det samlede afgørelsesgrundlag og gennemføres, selv om parten er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af de pågældende oplysninger, og at de indgår i afgørelsesgrundlaget.

Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s. 590 ff.

9.1.8.3. Høringens form

Redegørelsen bør som udgangspunkt være skriftlig.