9.3. Andre forvaltningsretlige grundsætninger
Ud over reglerne i forvaltningsloven gælder en række almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, som også har betydning i forbindelse med personaleretlige afgørelser, og som kort vil blive omtalt nedenfor.
9.3.1. Officialprincippet
Efter officialprincippet har en myndighed ansvaret for at tilvejebringe et tilstrækkeligt fyldestgørende grundlag til, at der kan træffes en fuldt forsvarlig og lovlig afgørelse. Ansvaret for, at de nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser er foretaget, inden der træffes afgørelse, påhviler således den myndighed, der skal træffe afgørelse. Om en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på omstændighederne i sagen i øvrigt.
Dette indebærer ikke nødvendigvis, at myndigheden selv skal tilvejebringe oplysningerne. Denne virksomhed kan være overladt til eller ske i samarbejde med de(n) private part(er) eller andre myndigheder. Den myndighed, der skal træffe afgørelse i sagen, har imidlertid ansvaret for, at sagsforberedelsen har været forsvarlig.
Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s. 484 ff., og Karsten Revsbech, Forvaltningsret – Sagsbehandling (2019), 8. udgave, s. 143 ff. Se mere om officialprincippet i myndighedsguiden på Folketingets Ombudsmands hjemmeside.
9.3.2. Lighedsgrundsætningen
Det følger af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, at hvis de væsentlige forhold i en sag er ens, skal sagerne behandles lige i retlig henseende. Myndighederne må således ikke foretage usaglig forskelsbehandling.
I tillæg til den almindelige, uskrevne lighedsgrundsætning er der i lovgivningen fastsat en række specielle lighedsgrundsætninger, fx i Lbekg. 645 8/6 2011 om ligebehandling af kvinder og mænd (ligebehandlingsloven). Der må eksempelvis ved ansættelse i det offentlige ikke lægges vægt på ansøgerens køn.
Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret, s. 356 ff., og Søren Højgaard Mørup m.fl., Forvaltningsret – Almindelige emner (2022), 7. udgave, s. 246 ff.
9.3.3. Proportionalitetsprincippet
Proportionalitetsprincippet indebærer, at en myndighed skal vælge den mindste indgribende foranstaltning mv. blandt dem, der er egnede, og at foranstaltningen mv. skal stå i rimeligt forhold til det mål, der forfølges. Der skal således være et rimeligt forhold mellem det passerede og sagens udfald, fx skal en sanktion over for en ansat stå i et rimeligt forhold til forseelsen.
Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret, s. 360 ff., Søren Højgaard Mørup m.fl., Forvaltningsret – Almindelige emner (2022), 7. udgave, s. 261 ff.
9.3.4. "Skøn under regel" -og pligtmæssigt skøn
Hvor en myndighed er overladt et skøn, har myndigheden pligt til at foretage en konkret afvejning af de saglige hensyn, som er relevante for sagens afgørelse. Det følger af grundsætningen om pligtmæssigt skøn.
En myndighed kan således normalt ikke uden særlig hjemmel undlade at foretage en konkret vurdering og i stedet træffe afgørelse ved lodtrækning eller anden form for tilfældighed, dvs. uden inddragelse af afvejning af relevante saglige hensyn.
Der gælder endvidere en formodning imod, at en myndighed uden særlige holdepunkter i lovgivningen kan sætte et lovbestemt skøn ”under regel” ved at opstille interne regler, der helt afskærer eller kraftigt begrænser skønsudøvelsen, jf. bl.a. FOB 2002.373. Betænkelighederne ved at opstille sådanne interne regler består i, at den individuelle vurdering af sagerne bortfalder, og at atypiske sager således risikerer at blive behandlet forkert.
Formodningen omfatter kun internt opstillede afskæringsregler eller egentlige begrænsningsregler. Der er således intet i vejen for, at en myndighed anvender interne regler som et vejledende udgangspunkt for skønsudøvelsen, jf. bl.a. U 2006.1028 H. Afgørende er, om myndigheden er sig bevidst, at der kan gøres fravigelser, og at de interne regler ikke anvendes så mekanisk, at den individuelle vurdering af sagerne i virkeligheden er bortfaldet.
Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s. 367 ff., og Søren Højgaard Mørup m.fl., Forvaltningsret – Almindelige emner (2022), 7. udgave, s. 268 ff.
9.3.5. Saglig forvaltning (magtfordrejningslæren)
Det følger af retsgrundsætningen om saglig forvaltning, at en myndighed ved skønsmæssige afgørelser ikke må inddrage usaglige hensyn, og at myndigheden ved sådanne afgørelser omvendt har pligt til at inddrage alle relevante saglige hensyn ved udøvelsen af skønnet.
Der er en række hensyn, der normalt vil være usaglige at inddrage i skønsudøvelsen. Det vil normalt være varetagelse af bl.a. sagsbehandlerens private hensyn, hensyn til fagforeningsmæssige tilhørsforhold, hensynet til myndighedens finansielle interesser og hensyn til at undgå en besværlig proces (procedurefordrejning).
Herudover er der en række almene hensyn, der i almindelighed vil være saglige at inddrage i skønsudøvelsen. Det er er tale om varetagelse af bl.a. hensynet til borgernes retsbeskyttelse (herunder berettigede forventninger mv.), hensyn til retshåndhævelse, hensyn til administrativ konveniens, hensyn til menneske- og frihedsrettigheder og hensyn til lovmæssighed.
Det er ikke muligt at angive en udtømmende opregning af saglige og usaglige hensyn. Det, som er afgørende, er bl.a., hvad der fremgår af den pågældende lovgivning, og i hvilken sammenhæng de relevante hensyn forekommer. Fx kan varetagelse af finansielle hensyn i visse situationer være sagligt såsom ved afskedigelse af personale på grund af besparelser (se bl.a. U 2007.537 H).
Det må således afgøres konkret i den enkelte sag, hvilke hensyn der lovligt kan inddrages. I den forbindelse må myndigheden se på bl.a. den pågældende bestemmelses ordlyd, lovens bemærkninger til bestemmelsen og formålsbetragtninger i loven eller dens bemærkninger.
Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s. 315 ff., og Søren Højgaard Mørup m.fl., Forvaltningsret – Almindelige emner (2022), 7. udgave, s. 222 ff.