9.3. Andre forvaltningsretlige grundsætninger

Ud over reglerne i forvaltningsloven gælder en række forvaltningsretlige grundsætninger, som også har betydning i forbindelse med personaleretlige afgørelser, og som kort vil blive omtalt nedenfor.

9.3.1. Officialmaksimen

Det er myndigheden, der har ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst. Ansvaret for, at de nødvendige oplysninger foreligger, og undersøgelser er foretaget, inden der træffes afgørelse, påhviler således som hovedregel den myndighed, der skal træffe afgørelse.

Det indebærer ikke nødvendigvis, at den kompetente myndighed selv skal tilvejebringe oplysningerne. Denne virksomhed kan være overladt til de(n) private part(er) eller andre myndigheder. Den kompetente myndighed har imidlertid ansvaret for, at sagsforberedelsen har været forsvarlig.

9.3.2. Lighedsgrundsætningen

Det følger af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, at hvis de væsentlige forhold i en sag er ens, skal sagerne behandles lige i retlig henseende. Forvaltningsmyndigheder må således ikke foretage usaglig forskelsbehandling.

I tillæg til den almindelige, uskrevne lighedsgrundsætning er der i lovgivningen fastsat en række specielle lighedsgrundsætninger, fx i Beskæftigelsesministeriets Lbekg. 645 8/6 2011 om ligebehandling af kvinder og mænd (ligebehandlingsloven) . Der må eksempelvis ved ansættelse i det offentlige ikke lægges vægt på, om ansøgeren er mand eller kvinde.

9.3.3. Proportionalitetsprincippet

Proportionalitetsprincippet indebærer, at der skal være et rimeligt forhold mellem det passerede og sagens udfald. Fx skal en sanktion over for en ansat stå i et rimeligt forhold til forseelsen. Der gælder således en almindelig formodning for, at forvaltningen ikke skal anvende mere indgribende foranstaltninger, hvis en mindre indgribende er tilstrækkelig.

9.3.4. "Skøn under regel"

Forvaltningsmyndigheder kan ikke uden særlige holdepunkter i lovgivningen lovligt sætte et lovbestemt skøn ”under regel” ved at opstille interne regler, der afskærer eller kraftigt begrænser skønnet. Som udgangspunkt er en forvaltningsmyndighed således forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at inddrage relevante og saglige kriterier og i forhold hertil træffe en afgørelse efter en konkret vurdering. Betænkelighederne ved opstilling af en sådan regel består bl.a. i, at atypiske sager risikerer at blive forkert behandlet.

9.3.5. Magtfordrejning

Der må ikke lægges vægt på uvedkommende hensyn eller inddrages usaglige kriterier, når der skal træffes en afgørelse. Forvaltningen er således begrænset i valget af kriterier (hensyn), idet visse kriterier (hensyn) ikke lovligt kan indgå som grundlag for den foreliggende afgørelse. Det må afgøres konkret i den enkelte sag, hvilke kriterier og hensyn der lovligt kan inddrages.

I den forbindelse må man fx se på retsgrundlagets (lovens) formål, som det kommer til udtryk i formålsbestemmelser eller i lovens bemærkninger.