9.1.7. Partshøring efter forvaltningsloven

9.1.7.1. Hvad skal der høres om?

Det er ikke alle oplysninger mv., som en myndighed har pligt til på eget initiativ at partshøre over. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder fire betingelser for, at der på myndighedens initiativ skal foretages partshøring.

For det første skal der være tale om, at parten ikke er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger eller vurderinger.

En myndighed bør gå ud fra, at parten ikke er bekendt med, at en oplysning eller vurdering indgår i grundlaget for sagen, medmindre andet klart fremgår. Navnlig efter indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder skal myndigheden være opmærksom på partshøringspligten.

For det andet skal der være tale om oplysninger, der handler om sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger.

Oplysninger om ”en sags faktiske grundlag" omfatter egentlige faktuelle oplysninger, dvs. ikke oplysninger om sagens juridiske omstændigheder og heller ikke myndighedens egne vurderinger omkring sagen.

Ved "eksterne faglige vurderinger" forstås navnlig en vurdering, der er foretaget af en person, institution eller myndighed, som på grund af sin faglige viden og indsigt har særlige forudsætninger for at udtale sig om et bestemt spørgsmål. Vurderingen skal være "ekstern", dvs. være foretaget af en anden end myndigheden selv.

Det afgørende er, om oplysningerne mv. er af en sådan karakter, at de bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed om sagens faktiske omstændigheder. Pligten til at partshøre vil derfor efter omstændighederne også omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen.

For det tredje skal der være tale om oplysninger eller vurderinger, der er til ugunst for parten.

Undertiden vil det som følge af sagens karakter være vanskeligt at afgøre, om en oplysning mv. vil være til ugunst for parten. I sådanne tilfælde vil der altid være pligt til at foretage partshøring over oplysningerne mv.

For det fjerde skal der være tale om oplysninger eller vurderinger, der er af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen.

For at kunne tage stilling til, om dette er tilfældet, er det nødvendigt, at myndigheden har gjort sig foreløbige overvejelser med hensyn til sagens afgørelse. Hvis overvejelserne munder ud i, at der kan forventes en for parten ugunstig afgørelse, uden at myndigheden med sikkerhed kan fastslå, at myndigheden ville komme til samme resultat uden de pågældende oplysninger mv., må der som udgangspunkt ske partshøring.

Om udvidede partshøring i visse personalesager henvises til afsnit 9.1.8 og afsnit 9.1.8.2.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder ingen formkrav til selve høringsproceduren. Det afgørende er, at høringsformen giver parten mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag og eksterne faglige vurderinger.

En partshøring kan således gennemføres både skriftligt og mundtligt. Myndigheden kan gøre parten bekendt med oplysningerne fx ved at give vedkommende en kopi af de relevante dokumenter eller en fremstilling af sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger.

Der henvises til bl.a. Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2021), 2. udgave, s. 588 ff., Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret – Sagsbehandling (2019), 8. udgave, s. 209 ff.Nedenfor angives nogle situationer, hvor anvendelse af høringsreglerne kan give anledning til særlig tvivl.

Hvis myndigheden ønsker at afskedige en ansat på grund af sygdom, skal vedkommende høres over en eventuel lægeerklærings konklusion, medmindre den ansatte er bekendt med oplysningerne og med, at disse indgår i grundlaget for afgørelsen.

Ved afsked af et større antal kvalificerede medarbejdere som følge af nedskæringer begrundet i lønsumsmangel skal de pågældende høres over årsagen til arbejdsmanglen, fx budgetnedskæringer, og om, hvori arbejdsmanglen/besparelserne består. De skal endvidere høres over de kriterier, som myndigheden lægger vægt på, samt høres over, at de på baggrund af disse kriterier påtænkes afskediget.

Der kræves ikke herudover en uddybning af myndighedens vurdering af de pågældende medarbejdere i forhold til andre medarbejdere, jf. Østre Landsrets dom af 25. maj 2005, hvor retten fandt, at en uddybning af pågældendes relative vægtning i forhold til andre kvalificerede medarbejdere ligger uden for begrundelseskravet i forvaltningslovens § 19. Landsrettens afgørelse blev stadfæstet af Højesteret ved dom af 27. november 2006 (UfR 2007.537 H).

Afgørelser om bortvisning skal træffes hurtigst muligt efter misligholdelsen, se herom i PAV kap. 31. Denne betingelse må tilsvarende anses for opfyldt, hvis partshøringen er iværksat hurtigst muligt efter misligholdelsen, selv om høringen medfører, at afgørelsen om bortvisning først kan træffes senere.

Partshøring i bortvisningssager skal ses i sammenhæng med, at det er en materiel betingelse for at bortvise, at arbejdsgiveren reagerer hurtigt på de forhold, som berettiger til bortvisning. I Østre Landsrets dom af 13. november 2006 (UfR 2007.692 Ø) forløb der fem arbejdsdage fra episoden, der førte til bortvisning, og indtil partshøringen blev iværksat. Under hensyn til karakteren af den hændelse, sagen angik, var adgangen til at bortvise medarbejderen ikke herved fortabt.

På baggrund af dommen må det antages, at kravet om en hurtig reaktion opretholdes i disse sager, men at en hurtig iværksat bortvisning - hvoraf det fremgår, at arbejdsgiveren agter at træffe afgørelse om bortvisning - er tilstrækkeligt til at opfylde kravet om, at der skal reageres med det samme.

I forbindelse med disciplinære forhold skal den ansatte høres såvel over den tjenstlige indberetning som over en eventuel beretning og indstilling fra forhørslederen, se PAV kap. 29.

9.1.7.2. Opsigelsesvarsler mv.

Afskedigelse og bortvisning kan først finde sted, når partshøringen er gennemført. Dette kan have betydning for længden af eventuelle opsigelsesvarsler og i forbindelse med afskedigelse af prøveansatte.

9.1.7.3. Undtagelser

Pligten til partshøring efter forvaltningsloven gælder ikke i de tilfælde, der er nævnt i lovens § 19, stk. 2. Der vil fx være tilfælde, hvis det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag (nr. 1), hvis udsættelse af sagen vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse (nr. 2), eller hvis parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovens kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger (nr. 4). Lovens § 19, stk. 2, har et relativt begrænset anvendelsesområde.

• 20, stk. 1. Pligten til partshøring gælder heller ikke, i det omfang der er fastsat regler herom i henhold til lovens § 19, stk. 3.Herudover kan en myndighed, i sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan genoptage og ændre afgørelsen, undlade at foretage partshøring, hvis sagens karakter og hensyn til parten selv taler for det, jf. lovens § 20, stk. 1.

Det følger af lovens § 20, stk. 2, at i tilfælde, hvor forudgående partshøring er undladt efter lovens § 20, stk. 1, skal myndigheden, samtidig med at afgørelsen meddeles den pågældende part, gøre denne bekendt med de oplysninger mv., som parten ellers skulle være gjort bekendt med under en partshøring, samt med, at sagen kan forlanges genoptaget.

Det beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, om disse undtagelsesbestemmelser er anvendelige.