7.1.14. Særligt om brud på informationspligten
Ved brud på samarbejdsaftalens § 3, stk. 2 og 3 om ledelsens informationspligt, kan medarbejdersiden skriftligt fremsætte anmodning om, at ledelsen overholder sin forpligtelse, jf. samarbejdsaftalens § 15. Ledelsen har derefter en frist på en måned fra modtagelsen til at tage skridt til at opfylde sin forpligtelse.
Hvis ledelsen ikke inden for fristen har taget skridt til at opfylde forpligtelsen, kan medarbejdersiden indgive en klage for Samarbejdsnævnet.
Klagevejledning til Samarbejdsnævnet findes på Samarbejdsnævnets hjemmeside.
Kan der ikke opnås enighed i Samarbejdsnævnet, kan de centrale parter indbringe spørgsmålet for en voldgiftsret, jf. samarbejdsaftalens § 16.
Ved brud på informationspligten kan Samarbejdsnævnet eller voldgiftsretten fastsætte passende sanktioner, fx en påtale eller idømmelse af bod. Boden kan, hvis de lokale parter er enige, bruges til samarbejdsfremmende foranstaltninger.