7.1.7. Oprettelse af samarbejdsudvalg
I institutioner med 25 eller flere beskæftigede skal der oprettes samarbejdsudvalg, jf. samarbejdsaftalens § 7. Er der færre end 25 beskæftigede, er der ikke pligt til at oprette et samarbejdsudvalg, men der skal samarbejdes efter de samme principper, som fremgår af samarbejdsaftalen. Hvis der oprettes flere samarbejdsudvalg inden for en institution, skal der også oprettes et hovedsamarbejdsudvalg.
Antallet af pladser i samarbejdsudvalget fastsættes ved aftale mellem ledelsen og de forhandlingsberettigede organisationers repræsentanter.
Den ansvarlige leder af institutionen - eller af den pågældende del af institutionen - er formand for samarbejdsudvalget og udpeger ledelsesrepræsentanter og suppleanter for disse.
Medarbejderrepræsentanterne og suppleanterne for disse udpeges af de forhandlingsberettigede organisationer blandt de anmeldte tillidsrepræsentanter i institutionen. Samarbejdsudvalgets næstformand vælges af medarbejderrepræsentanterne.
Alle medarbejderrepræsentanter i samarbejdsudvalget og kombinerede samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg har samme beskyttelse som tillidsrepræsentanter på området, jf. samarbejdsaftalens § 10. Suppleanter har samme beskyttelse som suppleanter for tillidsrepræsentanter på området.
Medlemmer og suppleanter udpeges for 2 år ad gangen.
I vurderingen af, om en arbejdsplads kan betragtes som en ”institution” med pligt til at oprette et selvstændigt samarbejdsudvalg, lægges der vægt på, om der i ledelsesfunktionen indgår:
- Selvstændig ledelsesret
- Beslutnings- eller indstillingsret ved ansættelser og afsked
- Selvstændigt budget- og regnskabsansvar
Det er parterne i den enkelte institution, som må vurdere, om det er rimeligt at oprette flere samarbejdsudvalg.