34.2.1. Indledning
Tjenestemandspensionssystemet gælder bl.a. for
- tjenestemænd i staten og folkekirken,
- ansatte under Forsvarsministeriet omfattet af Lbekg. 254 19/3 2004 om pensionering af civilt personel m.v. i forsvaret (civilarbejderloven),
- ansatte med pensionsret i henhold til statsgaranterede pensionskasser og statslige pensionsordninger samt
- tjenestemænd ansat i den primærkommunale folkeskole den 31. marts 1993 og i den amtskommunale folkeskole den 30. april 1993 (den lukkede gruppe), jf. Lbekg. 522 18/5 2017 om tjenestemænd i folkeskolen m.v.
Af anmærkningerne til finanslovens § 36 fremgår, hvilke personer der er omfattet af den statslige tjenestemandspensionsordning.
34.2.1.1. Personkreds
For en tjenestemand indgår retten til pension som et integreret led i ansættelsesvilkårene for tjenestemænd. Reglerne herom fremgår af Lbekg. 510 18/05 2017 om tjenestemandspension (tjenestemandspensionsloven) (TPL) samt af Lbekg. 508 18/05 2017 om pensioner efter tidligere tjenestemandslove m.v.
Retten tilkommer tjenestemænd i staten og folkekirken samt sådanne tjenestemænds efterlevende ægtefæller og børn, jf. TPL § 1, stk. 1.
De bestemmelser i tjenestemandspensionsloven, der omhandler tjenestemænds efterlevende ægtefæller, omfatter også registrerede partnere, jf. TPL § 1, stk. 3.
For medlemmer af statsgaranterede pensionskasser og statslige pensionsordninger er ret til tjenestemandspension hjemlet i en vedtægt eller et pensionsregulativ, der er udstedt med hjemmel i tekstanmærkning nr. 121 ad finanslovens § 36.
34.2.1.2. Udlændinge
Personer uden dansk indfødsret, der ansættes på tilsvarende vilkår som tjenestemænd i henhold til § 58 c i Lbekg. 511 18/5 2017 om tjenestemænd (tjenestemandsloven) (TL), behandles i pensionsmæssig henseende som tjenestemænd, jf. TPL § 19, stk. 1.