34.2.11. Pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. på nye lønsystemer (Bilag M)
- 34.2.11.1. Baggrund for Bilag M
- 34.2.11.2. Åbne grupper
- 34.2.11.3. Lukkede grupper
- 34.2.11.4. Avancement i lukkede grupper
- 34.2.11.5. Indbetaling af pensionsbidrag til en supplerende pensionsordning
- 34.2.11.6. Ansøgt overgang til en pensionsmæssigt tilsvarende eller højere stilling
- 34.2.11.7. Overgang til en pensionsmæssigt lavere placeret stilling
- 34.2.11.8. Overgang til en stilling uden for ansættelsesområdet
- 34.2.11.9. Aftalens ikrafttræden og tidspunktet for indplacering i det nye lønsystem
34.2.11.1. Baggrund for Bilag M
I forbindelse med tjenestemænds overgang fra gammelt lønsystem (lønramme- og skalatrinsforløb) til nyt lønsystem (basisløn og tillæg eller intervalløn) er det nødvendigt at fastlægge sammenhængen mellem det nye lønsystem og tjenestemandspensionen. Det skyldes, at tjenestemandspensionen i henhold til tjenestemandspensionsloven beregnes på grundlag af den pågældende tjenestemands skalatrin og pensionsalder på pensioneringstidspunktet (pensionsskalatrinnet). Efter overgangen til et nyt lønsystem er der ikke længere en entydig sammenhæng mellem lønnen og pensionsskalatrinnet.
Under overenskomstforhandlingerne i 2002 blev det derfor aftalt mellem Finansministeriet og centralorganisationerne, hvordan tjenestemænd skal indplaceres pensionsmæssigt i forbindelse med overgang til nye lønsystemer. Denne aftale fremgik af bilag M til CFU-forliget, deraf betegnelsen ”Bilag M-rammeaftalen”, som ofte anvendes i daglig tale.
Rammeaftalen blev indgået i 2003 og udsendt med et cirkulære, der senere er blevet revideret, jf. senest Fmst. cirk. 15/3 2007 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer (rammeaftalen). Aftalen er implementeret ved supplerende aftaler (Bilag M-aftaler) mellem Finansministeriet og vedkommende (central-)organisation for hver enkelt tjenestemandsgruppe med henblik på fastlæggelse af et pensionsskalatrinsforløb, jf. afsnit 34.2.11.3.
Det kan undtagelsesvis aftales mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og vedkommende (central)organisation, at konkrete stillinger/stillingsgrupper undtages fra rammeaftalen, jf. § 1, stk. 3, i rammeaftalen.
I rammeaftalen sondres mellem såkaldte åbne og lukkede tjenestemandsgrupper. I åbne tjenestemandsgrupper kan der fortsat ske nyansættelse på tjenestemandsvilkår, hvorimod der ikke kan ske nyansættelse i de lukkede grupper. Se mere i afsnit 34.2.11.2 og 34.2.11.3.
34.2.11.2. Åbne grupper
I en åben gruppe kan der fortsat ske nyansættelse på tjenestemandsvilkår. De åbne grupper omfatter visse stillinger i politiet, anklagemyndigheden, kriminalforsorgen, folkekirken samt visse andre grupper, jf. Fmst. cirk. 11/12 2000 om anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken om anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken, som ændret ved Fmst. cirk. 17/6 2009 om ændring af cirkulære om anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken. Se PAV kap. 2.
En tjenestemand i en åben gruppe på ny løn indplaceres pensionsmæssigt i det anciennitetssikrede skalatrinsforløb, der var gældende forud for overgangen til nyt lønsystem (såkaldt skyggepensionsforløb).
Hvis den pågældende tjenestemand på grund af efterfølgende aftale om omklassificering eller forfremmelse rykkes op i en højere basisløngruppe, vil den pågældende ligeledes blive indplaceret pensionsmæssigt i et højere lønrammeforløb (skalatrinsforløb), jf. rammeaftalens § 6.
34.2.11.3. Lukkede grupper
I en lukket gruppe, hvor der ikke længere kan ske nyansættelse på tjenestemandsvilkår, skal der – medmindre andet undtagelsesvis aftales mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og vedkommende (central)organisation – indgås aftale mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og den forhandlingsberettigede centralorganisation om implementering af bilag M. Aftalen betegnes i daglig tale som en ”Bilag M-aftale”. Aftalen har til formål at fastlægge tjenestemandspensionsforløbet (skyggepensionsforløbet) for den lukkede gruppe svarende til det hidtidige anciennitetssikrede skalatrinsforløb forlænget med 2 skalatrin, dog maksimalt til og med skalatrin 48.
De 2 skalatrin opnås efter 2 år på slutløn i hidtidigt skalatrinsforløb, hvis dette er baseret på løntrin svarende til 2 skalatrin. Hvis det er baseret på løntrin svarende til 1 skalatrin, opnås det første skalatrin efter 2 år og det andet skalatrin efter 4 år på sluttrin i hidtidigt skalatrinsforløb.
Eksempel 1:
Hidtidigt skalatrinsforløb: 16-18-20-22-24. Alle skalatrin er 2-årige.
Nyt skalatrinsforløb: 16-18-20-22-24-26.
Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 22, fortsættes det hidtidige oprykningsforløb indtil skalatrin 24. 2 år herefter opnås skalatrin 26.
Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 24, opnås skalatrin 26, når den pågældende har været indplaceret på skalatrin 24 i 2 år, uanset om de 2 år ligger helt eller delvis før aftalens virkningstidspunkt.
Eksempel 2:
Hidtidigt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24. Alle skalatrin er 2-årige.
Nyt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24-25-26.
Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 20-23, fortsættes det hidtidige oprykningsforløb indtil skalatrin 24. 2 år herefter opnås skalatrin 25, og efter yderligere 2 år opnås skalatrin 26.
De 2, henholdsvis 4, år på hidtidigt sluttrin, der kræves for opnåelse af de ekstra 2 skalatrin, er uafhængig af, om det hidtidige skalatrinsforløb helt eller delvis har været baseret på 1-årige løntrin. De yderligere trin opnås efter de 2, henholdsvis 4, år på hidtidigt sluttrin, uanset om den krævede tid er tilbagelagt helt eller delvis før overgangen til nyt lønsystem.
Eksempel 3:
Hidtidigt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24. Alle skalatrin er 2-årige.
Nyt skalatrinsforløb: 20-21-22-23-24-25-26.
De 2, henholdsvis 4, år på hidtidigt sluttrin, der kræves for opnåelse af de ekstra 2 skalatrin, er uafhængig af, om det hidtidige skalatrinsforløb helt eller delvis har været baseret på 1-årige løntrin. De yderligere trin opnås efter de 2, henholdsvis 4 år, på hidtidigt sluttrin, uanset om den krævede tid er tilbagelagt helt eller delvis før overgangen til nyt lønsystem.
Var tjenestemanden på aftalens virkningstidspunkt indplaceret på skalatrin 24 og havde været indplaceret på dette skalatrin i 3 år, opnås skalatrin 25 umiddelbart fra aftalens virkningstidspunkt. Når den pågældende har været indplaceret på skalatrin 25 i 1 år, opnås skalatrin 26.
34.2.11.4. Avancement i lukkede grupper
Ved eventuelt ansøgt avancement forlænges det anciennitetssikrede skalatrinsforløb (skyggepensionsforløbet) med et yderligere skalatrin, således at der opnås i alt tre ekstra skalatrin, dog maksimalt til skalatrin 48. Det ekstra skalatrin ved avancement kan kun tildeles ved ansøgt avancement til en højere stilling inden for samme ansættelsesområde og kan kun ydes én gang. Ved ansøgt avancement forstås, at tjenestemanden skal have foretaget en egentlig ansøgning til den højere stilling på baggrund af et stillingsopslag. Løngruppeskift som led i en lønforhandling anses således ikke for et ansøgt avancement.
Det ekstra trin tildeles på avancementstidspunktet og medfører, at resten af forløbet forskydes med ét skalatrin med uændret oprykningsdato.
Eksempel 4:
Skalatrinsforløb: 16-18-20-22-24-26 (svarende til eksempel 1 i afsnit 34.2.11.3)
Hvis tjenestemanden avancerer inden for eget ansættelsesområde, mens pågældende er indplaceret på skalatrin 22, oprykkes tjenestemanden på avancementstidspunktet til skalatrin 23, og oprykning sker herefter til skalatrin 25 og 27 med 2 års mellemrum.
34.2.11.5. Indbetaling af pensionsbidrag til en supplerende pensionsordning
Hvis basislønnen og eventuelle pensionsgivende tillæg eller intervallønnen overstiger den tjenestemandspensionsgivende løn på slutskalatrinnet, indbetales der et pensionsbidrag på 18 pct. af den overskydende løn til en supplerende pensionsordning, jf. § 5 i Fmst. cirk. 15/3 2007 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer (rammeaftalen) . Slutskalatrinnet er det anciennitetssikrede skalatrinsforløb forlænget med to eller eventuelt tre skalatrin, jf. ovenfor.
Ikke-pensionsgivende tillæg bliver ikke pensionsgivende, selvom basislønnen og eventuelle tillæg (inklusiv ikke-pensionsgivende tillæg) eller intervallønnen overstiger den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet. De ikke-pensionsgivende tillæg er kun med til at ”fylde op” til lønnen på slutskalatrinnet. Det betyder, at ikke-pensionsgivende tillæg indgår ved opgørelsen af, om den samlede løn overstiger den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet, og der derfor skal ske indbetaling af pensionsbidrag på 18 pct. af den del af de(t) pensionsgivende tillæg, der overstiger den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet.
Alle tillæg, herunder ikke-pensionsgivende tillæg, indgår i opgørelsen i den rækkefølge, hvori de er udmøntet (i kronologisk orden).
Af løntillæg, der ligger under den tjenestemandspensionsgivende løn på sluttrinnet (inklusiv de 2, eventuelt 3 skalatrin), og som er eller bliver aftalt pensionsgivende, indbetales pensionsbidrag med den bidragssats, der i øvrigt er aftalt på det pågældende overenskomst-/aftaleområde eller konkret er aftalt for den pågældende tjenestemand.
Hvis tillægget er aftalt pensionsgivende med 17,3 pct., indbetales der pensionsbidrag af tillægget med denne procentsats for den del af tillægget, der ligger under den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet (inklusiv de 2, eventuelt 3 skalatrin). For den del af det pensionsgivende tillæg, der overstiger slutskalatrinnet (inklusiv de 2, eventuelt 3 skalatrin), indbetales et pensionsbidrag på 18 pct., jf. søjlediagram samt bemærkninger til søjlediagram vedrørende bilag M .
34.2.11.6. Ansøgt overgang til en pensionsmæssigt tilsvarende eller højere stilling
Hvis tjenestemanden overgår til anden stilling inden for samme ansættelsesområde, afhænger pensionsretten af, om overgangen sker til en åben eller lukket gruppe, samt om overgangen sker til en pensionsmæssigt tilsvarende, højere eller lavere stilling.
Sker overgangen til en lukket gruppe, er der for de enkelte grupper aftalt et skyggepensionsforløb, der svarer til det hidtidige skalatrinsforløb, forlænget med 2 skalatrin, jf. afsnit 34.2.11.3. Hvis betingelserne for ansøgt avancement er opfyldt, forlænges forløbet med et 3. skalatrin.
Skyggepensionsforløbet for den enkelte tjenestemandsgruppe fremgår af den konkrete supplerende Bilag M-aftale om skalatrinsforløb.
Sker overgangen til en højere stilling i en åben gruppe, optjenes der pensionsret efter de regler, der gælder for den nye stilling.
Der henvises til bilag 1.1. i Fmst cirk. 15/3 2007 om aftale om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer (Bilag M-rammeaftalen).
34.2.11.7. Overgang til en pensionsmæssigt lavere placeret stilling
Hvis tjenestemanden overgår til en lavere placeret stilling, fastlægges pensionsretten i overensstemmelse med de regler, der gælder for den nye stilling, medmindre andet følger af en senior- eller retræteordning.
34.2.11.8. Overgang til en stilling uden for ansættelsesområdet
Overgår tjenestemanden til en stilling uden for ansættelsesområdet, kan det hidtidige anciennitetssikrede skalatrinsforløb (skyggepensionsforløbet) alene forlænges med to skalatrin. Det skyldes, at det tredje skalatrin alene kan tildeles ved ansøgt avancement inden for samme ansættelsesområde.
34.2.11.9. Aftalens ikrafttræden og tidspunktet for indplacering i det nye lønsystem
Det afgørende tidspunkt for den pensionsmæssige indplacering er ikrafttrædelsestidspunktet for den konkrete Bilag M-aftale om skalatrinsforløb, jf. afsnit 34.2.11.1. Indplaceringen sker således på baggrund af skalatrinsforløbet i den stilling, som tjenestemanden var ansat i på tidspunktet for den konkrete Bilag M-aftales ikrafttræden, og altså ikke på baggrund af den stilling, tjenestemanden varetog på tidspunktet for overgang til ny løn.