34.2.6. Efterindtægt

34.2.6.1. Definition

Når en tjenestemand i tjeneste, en pensioneret tjenestemand eller en person, der modtager ægtefællepension, dør, udbetales der i en vis periode et beløb svarende til den sidst udbetalte løn (inkl. fast påregnelige særlige ydelser, jf. Fmst. cirk. 6/12 2011 om beregning af løn under betalt fravær mv., samt eget- og arbejdsgiverbidrag til supplerende pensionsordning) eller pension. Tilsvarende gælder, når en tjenestemand, der modtager rådighedsløn/ventepenge, dør. Dette beløb betegnes efterindtægt.

34.2.6.2. Regulering

Efterindtægt af pension reguleres efter samme regler som tjenestemandspensioner, jf. afsnit 34.2.8. Efterindtægt af løn reguleres som løn, men påvirkes ikke af alderstillæg eller andre lønændringer, som tjenestemanden selv ville have fået, hvis vedkommende fortsat havde været i tjeneste, jf. TPL § 27.

34.2.6.3. Berettigede

Efterindtægt udbetales til en tjenestemands efterlevende ægtefælle eller, hvis tjenestemanden ikke efterlader sig en sådan, til tjenestemandens børnepensionsberettigede børn, jf. TPL § 20, stk. 1.

Hvis en tjenestemand i tjeneste afgår ved døden uden at efterlade sig ægtefælle eller børnepensionsberettigede børn, tilfalder efterindtægten boet, jf. TPL § 20, stk. 3. Hvis en pensioneret tjenestemand ikke efterlader sig ægtefælle eller børn, udbetales der ikke efterindtægt.

Efterindtægt på grundlag af en ægtefællepension tilkommer de børn af den pågældende, der er berettigede til børnepension efter den først afdøde ægtefælle, jf. TPL § 20, stk. 2.

34.2.6.4. Varighed

Efterindtægt udbetales som hovedregel i 3 måneder regnet fra den 1. i måneden efter dødsfaldet, jf. TPL § 22, stk. 1. Afgår tjenestemanden ved døden som en umiddelbar følge af tilskadekomst i tjenesten, udbetales efterindtægt til ægtefælle eller børn dog i 12 måneder, jf. TPL § 22, stk. 2, mens efterindtægten, hvis den udbetales til boet, kun kan udbetales i 3 måneder.

Efterindtægtens varighed ændres ikke af, at tjenestemanden evt. var varslet til fratræden på et tidspunkt, der ligger efter dødsfaldet.

Hvis en tjenestemand dør under tjenestefrihed uden løn, udbetales der ikke efterindtægt.

34.2.6.5. Særregler i relation til børnepension

Hvis en ægtefælle, som modtager efterindtægt, dør inden efterindtægtsperiodens udløb, udbetales resten af efterindtægten efter tjenestemanden til tjenestemandens børnepensionsberettigede børn. Først når denne efterindtægtsperiode er udløbet, udbetales der efterindtægt efter ægtefællen for den eventuelt resterende del af sidstnævnte efterindtægtsperiode, jf. TPL § 20, stk. 2, sammenholdt med § 23, stk. 1.

Ægtefællepension og børnepension til længstlevende ægtefælles børnepensionsberettigede børn udbetales først, når ægtefællen ikke længere får efterindtægt, jf. TPL § 23, stk. 2. Til tjenestemandens særbørn udbetales børnepension dog fra den 1. i måneden efter dødsfaldet.

Børnepension til børn, der er berettigede til efterindtægt på grundlag af en tjenestemands løn eller egenpension, udbetales først ved efterindtægtsperiodens udløb, medmindre børnepensionen er større end efterindtægten, jf. TPL § 23, stk. 3.