34.2.3. Ægtefællepension
- 34.2.3.1. Betingelser
- 34.2.3.2. Registreret partnerskab
- 34.2.3.3. Separation og skilsmisse
- 34.2.3.4. Grundlag for pensionsfastsættelse
- 34.2.3.5. Beregning
- 34.2.3.6. Fradrag ved stor aldersforskel
- 34.2.3.7. Deling af ægtefællepension
- 34.2.3.8. Udbetaling
- 34.2.3.9. Bortfald af pension
34.2.3.1. Betingelser
Den efterlevende ægtefælle efter en tjenestemand eller en pensioneret tjenestemand er ifølge TPL § 11, stk. 1, berettiget til ægtefællepension. Det er dog en betingelse, at ægteskabet blev indgået,
- før tjenestemanden var fyldt 65 år, og
- før tjenestemanden var afskediget med ret til egenpension efter TPL 2, og
- mindst 3 måneder før dødsfaldet.
Betingelsen om, at ægteskabet skal være indgået, før tjenestemanden var afskediget med ret til egenpension, betyder også, at der ikke er ret til ægtefællepension i tilfælde, hvor ægteskabet er indgået efter en tjenestemands overgang til rådighedsløn.
Hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse, gælder betingelsen om, at ægteskabet skal have bestået i 3 måneder, dog ikke, jf. TPL § 11, stk. 2.
Selv om de nævnte betingelser ikke er opfyldt, bevarer en ægtefælle ret til ægtefællepension i tilfælde, hvor den pågældende på ny indgår ægteskab med sin tidligere ægtefælle, hvis retten til ægtefællepension var bevaret i forbindelse med skilsmissen, jf. § 6, 2. pkt., og 15, stk. 2, i Lbekg. 770 7/8 2019 om bevarelse af ret til ægtefællespension ved separation og skilsmisse (ægtefællepensionsloven).
34.2.3.2. Registreret partnerskab
En person, hvis partnerskab med en tjenestemand er registreret i henhold til lov om registreret partnerskab, som blev ophævet den 15. juni 2012, har samme ret til ægtefællepension som en efterlevende ægtefælle, jf. TPL § 1, stk. 3, se dog afsnit 34.2.3.3.
Efter § 1 i ægtefællepensionsloven bliver ægtefæller af samme køn med virkning fra 15. juni 2012 registreret som ægtefæller.
34.2.3.3. Separation og skilsmisse
Separation eller skilsmisse meddelt før den 1. januar 2007
Retten til ægtefællepension berøres ikke af separation, men bortfalder ved skilsmisse.
En fraskilt hustru (men ikke en fraskilt mand) kan dog have bevaret sin ret til ægtefællepension, jf. L 102 14/3 1941 om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse med senere ændringer (enkepensionsloven), se endvidere sammenskrivning i Bilag 34.7.1. Denne lov gælder ikke for et opløst registreret partnerskab.
Det er en betingelse for, at en fraskilt hustru har bevaret pensionsretten ved skilsmissen,
- at ægteskabet har varet i mindst 5 år,
- at der efter skilsmissen påhviler manden pligt til at yde underholdsbidrag til hustruen, samt
- at det ikke ved skilsmissen er bestemt, at hustruen ikke bevarer sin ret til enkepension.
Hvis der er aftalt eller pålagt manden en tidsbegrænset underholdspligt, bortfalder den fraskilte hustrus enkepensionsret ved denne periodes udløb med den virkning, at hele pensionen tilfalder en eventuel enke.
I de tilfælde, hvor der påhviler tjenestemanden underholdspligt, er det ofte i skilsmissebevillingen bestemt, at Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen) fastsætter størrelsen af bidraget (fastsat bidrag). Selvom der ikke for tiden er fastsat noget bidrag, er enkepensionsretten bevaret.
Undertiden har ægtefællerne ved skilsmissen aftalt et underholdsbidrag på et fast beløb (aftalt bidrag). Det er en betingelse for bevarelse af enkepensionsretten, at aftalen indebærer en reel bidragspligt. Der er derfor fastsat en minimumsgrænse for det månedlige bidrag som betingelse for, at retten kan bevares. For aftaler, hvor skilsmissebevillingen eller -dommen er dateret 1. oktober 2000 eller senere, udgør minimumsgrænsen 800 kr. månedlig, jf. Fmst. cirk. 25/9 2002 om bevarelse af ret til enkepension ved separation og skilsmisse.
Hvis der ved separationen som gennemgående vilkår for en eventuel efterfølgende skilsmisse er aftalt underholdsbidrag på et fast beløb, der opfylder minimumskravet, bevares enkepensionsretten, uanset om minimumsgrænsen i separationsperioden er blevet forhøjet.
Hvis den fraskilte hustru har bevaret retten til ægtefællepension, skal dette anmeldes over for Udbetaling Danmark, der skal beregne pensionen (notering). Så længe den fraskilte hustrus ret ikke er anmeldt, kan pensionen i henhold til § 2, stk. 8, i enkepensionsloven med frigørende virkning udbetales til en eventuel enke, jf. bilag 34.7.1.
Hvis en fraskilt hustru indgår nyt ægteskab, bortfalder såvel en bevaret ret som en aktuel ret til ægtefællepension, og retten indtræder ikke igen, selv om det nye ægteskab ophører ved dødsfald eller skilsmisse, jf. § 2, stk. 4, i enkepensionsloven, jf. bilag 34.7.1. Retten bortfalder dog ikke, hvis ægteskabet indgås med den tidligere mand, jf. § 15, stk. 2, i ægtefællepensionsloven.
En ægtefællepension deles mellem flere berettigede i forhold til det antal påbegyndte år, hvori hver har været gift med tjenestemanden. Den enkeltes andel udgør dog altid mindst 1/3 af pensionen. Hvis der er flere end to berettigede, finder en ligedeling sted. Reglerne fremgår af § 2, stk. 3 og 6, i enkepensionsloven, jf. Bilag 34.7.1.
Separation og skilsmisse meddelt efter den 1. januar 2007
Ved separation og ved skilsmisse uden forudgående separation bortfalder retten til ægtefællepension. Retten kan dog være bevaret for både mænd og kvinder, jf. ægtefællepensionsloven og Fmst. cirk. 17/4 2007 om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse. Registrerede partnere er også omfattet af reglerne.
Det er en betingelse for, at retten er bevaret,
- atægteskabet inden separationen eller skilsmissen har varet i mindst 5 år,
- atden tidligere ægtefælle har pligt til at betale ægtefællebidrag til sin fraseparerede eller fraskilte ægtefælle på separations- eller skilsmissetidspunktet, samt
- atdet ikke ved separationen eller skilsmissen er aftalt, at retten til ægtefællepension ikke skal bevares.
Hvis det af separations- eller skilsmissevilkårene fremgår, at ægtefællebidraget fastsættes af Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen), er retten bevaret (fastsat bidrag). Dette gælder, selv om der ikke er fastsat et bidrag, og selv om bidraget på et givet tidspunkt er fastsat til 0 kr.
Har parterne aftalt gensidig bidragspligt, er retten dog kun bevaret, hvis der har været fastsat bidrag i bidragsperioden, og hvis den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle modtog ægtefællebidrag ved dødsfaldet.
Hvis ægtefællerne har aftalt ægtefællebidragets størrelse, er retten kun bevaret, hvis ægtefællebidraget for hele bidragsperioden udgør et årligt grundbeløb, der mindst svarer til det normalbidrag til børn, der gjaldt på separations- eller skilsmissetidspunktet, jf. Lbekg. 63 21/01 2019 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (børnetilskudsloven) (aftalt bidrag).
Normalbidraget til børn udgør i 2023 15.936 kr. om året.
Hvis ægtefællebidraget skal fastsættes af Familieretshuset, og ægtefællerne samtidig har aftalt, at bidraget maksimalt kan fastsættes til det normalbidrag til børn, der gjaldt på separations- eller skilsmissetidspunktet, er retten kun bevaret, hvis bidraget i hele bidragsperioden er fastsat til dette maksimumbeløb.
En fraskilt ægtefælle kan efter skilsmissen, men inden den tidligere ægtefælles død, give afkald på sin ret til ægtefællepension til fordel for den tidligere ægtefælles nuværende ægtefælle. Afkaldet kan gøres betinget af, at den fraskilte ægtefælle kan fremlægge tilfredsstillende helbredsoplysninger.
Retten til bevarelse af ægtefællepension skal anmeldes til Udbetaling Danmark, jf. ovenfor. Det samme gælder afkald på ægtefællepension.
Hvis pligten til at betale ægtefællebidrag er tidsbegrænset, bortfalder retten til ægtefællepension ved denne periodes udløb, og pensionsandelen tilfalder en eventuel efterlevende ægtefælle eller registreret partner. Retten bortfalder endvidere, hvis den berettigede ægtefælle indgår nyt ægteskab. Dette gælder dog ikke, hvis ægteskabet indgås med den tidligere ægtefælle.
En ægtefællepension deles mellem flere berettigede i forhold til det antal påbegyndte år, hvori hver af dem indtil separationen, skilsmissen eller dødsfaldet har været gift med tjenestemanden. Den nuværende ægtefælles andel skal dog mindst udgøre 1/3 af pensionen.
34.2.3.4. Grundlag for pensionsfastsættelse
Fastsættelsen af en ægtefællepension sker som udgangspunkt på grundlag af den afdøde ægtefælles egenpension og den pensionsalder, som tjenestemanden havde optjent, dog mindst 15 års pensionsalder, jf. TPL § 12, stk. 1 og 3.
Ægtefællepension efter en egenpensionist, som ved sin død fik kvalificeret svagelighedspension, beregnes efter den optjente pensionsalder med tillæg af perioden, hvori afdøde fik kvalificeret svagelighedspension.
Ægtefællepensionen kan dog aldrig beregnes efter højere pensionsalder end den, tjenestemanden selv kunne have opnået ved udgangen af den måned, hvori den pågældende ville være fyldt 70 år.
34.2.3.5. Beregning
Ægtefællepension udgør 71 pct. af egenpensionen beregnet efter TPL § 6, stk. 1 og 2, jf. § 12, stk. 1.
Hvis en tjenestemand dør som følge af tilskadekomst i tjenesten eller fik tilskadekomstpension efter TPL § 8, udgør ægtefællepensionen det beløb, der gælder for den maksimale pensionsalder på 37 år, jf. TPL § 12, stk. 4.
Ægtefællepensionen skal ikke nedsættes, selv om der har været foretaget førtidspensionsfradrag i tjenestemandens egenpension.
Til ægtefællepensionister ydes indtil folkepensionsalderen et tillæg, der for hvert års pensionsalder udgør 1/37 af 23.500 kr. i årligt grundbeløb (1. oktober 1984), jf. TPL § 12, stk. 2.
Ægtefællepensionister efter tjenestemænd eller pensionerede tjenestemænd på Færøerne, der blev ansat i deres stilling før den 1. juli 1999, bevarer tillægget, indtil de når folkepensionsalderen på Færøerne, jf. TPL § 12, stk. 2, 2. pkt.
34.2.3.6. Fradrag ved stor aldersforskel
Hvis ægtefællen er yngre end den afdøde tjenestemand, og aldersforskellen minus ægteskabets varighed overstiger 10 år, reduceres ægtefællepensionen med 2 pct. for hvert (hele) år ud over 10 år, jf. TPL § 12, stk. 6, og eksemplet i bilag 34.7.2.
34.2.3.7. Deling af ægtefællepension
Hvis en tjenestemand har været gift flere gange, skal ægtefællepensionen i nogle tilfælde deles mellem flere berettigede. Betingelserne for at bevare retten til ægtefællepension ved separation og skilsmisse afhænger af, hvornår separationen/skilsmissen har fundet sted. Det samme gælder reglerne for deling af pensionen. Der henvises til afsnit 34.2.3.3.
Hvis en ægtefællepension er delt mellem flere berettigede (en efterlevende ægtefælle og/eller en eller flere fraskilte ægtefæller), beregnes tillægget til pensionen indtil folkepensionsalderen således, at der ydes samme del af tillægget, som den pågældende får af ægtefællepensionen, jf. TPL § 12, stk. 7.
34.2.3.8. Udbetaling
Udbetaling af ægtefællepension påbegyndes, når efterindtægtsperioden er udløbet, jf. afsnit 34.2.6.4.
Hvis tjenestemanden dør i en periode med tjenestefrihed uden løn, og ægtefællen derfor ikke har ret til efterindtægt, påbegyndes udbetalingen af ægtefællepensionen den 1. i måneden efter dødsfaldet.
Det samme gælder ved udbetaling af ægtefællepension til en fraskilt ægtefælle, idet vedkommende ikke er berettiget til efterindtægt.
34.2.3.9. Bortfald af pension
En efterlevende ægtefælle, der indgår nyt ægteskab, mister ikke en ægtefællepension efter TPL kap. 3 eller en enkepension i henhold til tidligere tjenestemandslove.
Hvis også den nye ægtefælle er tjenestemand, og den efterlevende ægtefælle derfor ved den nye ægtefælles død bliver berettiget til to ægtefællepensioner (eventuelt en enkepension og en ægtefællepension), udbetales dog kun den største af disse, jf. TPL § 13.
Efter de tjenestemandslove, der gjaldt før 1969, bortfaldt en enkepension ved enkens indgåelse af nyt ægteskab. Udbetalingen af en enkepension, der er bortfaldet efter disse regler, genoptages dog, hvis det nye ægteskab ophører ved dødsfald eller skilsmisse, jf. § 68, stk. 2, 1. pkt., i L 154 7/6 1958 om lønninger og pensioner m.v. til statens tjenestemænd (LPL).