22.1.3.5. Supplerende godtgørelse

Der udbetales en fast godtgørelse - supplerende godtgørelse - til dækning af en række uspecificerede udgifter, som normalt følger med en flytning, fx tæpper og gardiner, flytteskader, flytning af privat telefon mv., jf. aftalens § 13, stk. 1. Godtgørelsen er uafhængig af de konkrete udgifter, der derfor ikke skal dokumenteres, jf. aftalens § 13, stk. 5.

Den supplerende flyttegodtgørelse udbetales med den sats, der gælder på flyttetidspunktet, jf. aftalens § 13, stk. 8.

Supplerende godtgørelse ydes med én sats, der svarer til den tidligere sats for gifte. Samtidig er satsen for enlige blevet afskaffet, jf. aftalens § 13, stk. 3.

Den supplerende godtgørelse fordobles, hvis der er forløbet 3 år eller derunder siden sidste uansøgte forflyttelse, jf. aftalens § 13, stk. 6.

Godtgørelsen reguleres hvert år pr. 1. januar på grundlag af nettoprisindekset for september, jf. aftalens § 13, stk. 7.

Reguleringen af satserne vil fremgå af det til enhver tid gældende satsreguleringscirkulære, jf. Fmst. cirk. 23/01 2023 om regulering af satser for supplerende flyttegodtgørelse pr. 1. januar 2023.