13.8.2. Øvrige generelle regler, herunder dokumentationskrav
En institution skal generelt administrere i overensstemmelse med de statslige bevillings- og regnskabsregler, som fremgår bl.a. af statsregnskabsloven, Budgetvejledningen og finanslovene. Det følger af reglerne, at en institution skal ”tage skyldige økonomiske hensyn”, som kan efterprøves som led i revision af regnskabet.
Det er en forudsætning for, at udbetaling af resultatløn og engangsvederlag i øvrigt kan revideres, at en institution har skriftlig dokumentation for grundlaget for udbetalingerne. Det er den enkelte institutions ansvar at sørge for dokumentation. Der stilles ikke krav om omfattende og detaljeret dokumentation. For så vidt angår resultatløn kan dokumentationen være den resultatlønskontrakt, der danner grundlag for udbetalingen af resultatløn.