31.1.1.8.1. Tilbagekaldelse eller annullering af afgørelse
I situationer, hvor forudsætningerne for en afgørelse ændrer sig efterfølgende, kan det være berettiget at overveje om en afgørelse kan tilbagekaldes eller annulleres. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det bliver muligt at tilbyde en medarbejder fortsat ansættelse efter der er truffet afgørelse om afskedigelse som følge af opgavebortfald pga. ændrede økonomiske forhold.
Om en afgørelse kan tilbagekaldes eller annulleres vil bero på en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt det vil være til gunst for medarbejderen. Det kan i givet fald ske ud fra et almindeligt forvaltningsretligt princip.
Er det ikke til gunst for medarbejderen at tilbagekalde/annullere en afgørelse, beror det på en konkret vurdering, om den oprindelige afgørelse alligevel vil kunne tilbagekaldes/annulleres. Arbejdsgiver må i givet fald vurdere om tilbagekaldelse eller annullering af en afgørelse kan gennemføres ud fra en konkret vurdering ved at sammenholde de nye faktiske oplysninger, der ikke forelå på afgørelsestidspunktet over for hensynet til, om medarbejderen har haft en berettiget forventning om afgørelsen og har indrettet sig herefter.
Læs mere om tilbagekaldelse eller annullering af afgørelse om stillingsændring i afsnit 31.6.4.
Læs mere om begrundelse i forbindelse med afsked i PAV kap. 9.