13.3.2. Klassificering af stillinger i lønramme 37 og derover
Stillinger i lønramme 37 og derover skal klassificeres ved aftale mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og den forhandlingsberettigede centralorganisation.
Ministeriets departement skal derfor fremsende en anmodning om klassificering til Finansministeriet. Hvis ministeriet råder over et ledigt stillingsnummer, fremsendes anmodningen direkte til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Hvis der derimod samtidig skal søges om oprettelse af et nyt stillingsnummer, fremsendes anmodningen til den relevante paragrafredaktør i Finansministeriets departement, jf. afsnit 13.2.
Anmodningen skal ske ved at udfylde 'Skema til anmodning om oprettelse og indplacering/klassificering af chefstillinger herunder omplacering/omklassificering'.
Skemaet skal udfyldes med grunddata for stillingen samt en beskrivelse af de ændringer, som er baggrund for anmodningen, og en beskrivelse af stillingen.
For at sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling er det vigtigt, at anmodningen er fyldestgørende. Det vil ellers ikke umiddelbart være muligt for Finansministeriet at foretage den nødvendige vurdering af stillingen i forhold til en klassificering.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen fremsender meddelelse om stillingens klassificering til ministeriet og orienterer samtidig den forhandlingsberettigede centralorganisation.
Centralorganisationen kan inden for en frist på tre uger gøre indsigelse mod den foreslåede klassificering. Ministeriet vil blive orienteret, hvis centralorganisationen gør indsigelse.