9.3.1. Officialprincippet
Efter officialprincippet har en myndighed ansvaret for at tilvejebringe et tilstrækkeligt fyldestgørende grundlag til, at der kan træffes en fuldt forsvarlig og lovlig afgørelse. Ansvaret for, at de nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser er foretaget, inden der træffes afgørelse, påhviler således den myndighed, der skal træffe afgørelse. Om en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på omstændighederne i sagen i øvrigt.
Dette indebærer ikke nødvendigvis, at myndigheden selv skal tilvejebringe oplysningerne. Denne virksomhed kan være overladt til eller ske i samarbejde med de(n) private part(er) eller andre myndigheder. Den myndighed, der skal træffe afgørelse i sagen, har imidlertid ansvaret for, at sagsforberedelsen har været forsvarlig.
Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s. 484 ff., og Karsten Revsbech, Forvaltningsret – Sagsbehandling (2019), 8. udgave, s. 143 ff. Se mere om officialprincippet i myndighedsguiden på Folketingets Ombudsmands hjemmeside.