31.6.4.1. Tilbagekaldelse eller annullering af afgørelse om stillingsændring

I situationer, hvor forudsætningerne for en afgørelse om stillingsændring ændrer sig efterfølgende, kan det være berettiget at overveje om en afgørelse kan tilbagekaldes eller annulleres. Se også afsnit 31.1.1.8.1 om tilbgakaldelse eller annulering af afgørelser.

Ved vurdering af om en afgørelse om stillingsændring kan tilbagekaldes eller annulleres indgår i vurderingen, om tilbagekaldelsen eller annulleringen for medarbejderen vil udgøre en væsentlig stillingsændring og om det vil være til gunst for medarbejderen. Hvorvidt tilbagekaldelsen/annulleringen vil være til gunst for medarbejderen beror på en konkret og individuel vurdering, hvor medarbejderens egen opfattelse skal inddrages i vurderingen.

a) Tilbagekaldelse eller annullering af afgørelse om stillingsændring - Ikke-væsentlig stillingsændring for medarbejderen

Indebærer tilbagekaldelse eller annullering af en afgørelse en ikke-væsentlig stillingsændring, som er til gunst for medarbejderen, kan tilbagekaldelsen/annulleringen ske ud fra et almindeligt forvaltningsretligt princip. Tilbagekaldelsen/annulleringen kan i givet fald gennemføres umiddelbart eller med et passende varsel ved fx et orienteringsbrev til medarbejderen.  

 b) Tilbagekaldelse eller annullering af afgørelse om stillingsændring - Væsentlig stillingsændring for medarbejderen

Indebærer tilbagekaldelse eller annullering af en afgørelse en væsentlig stillingsændring, som er til gunst for medarbejderen, kan tilbagekaldelsen/annulleringen ske ud fra et almindeligt forvaltningsretligt princip. Tilbagekaldelsen/annulleringen kan i givet fald gennemføres umiddelbart eller med et passende varsel ved fx et orienteringsbrev til medarbejderen.  

Indebærer tilbagekaldelse eller annullering af en afgørelse en væsentlig stillingsændring, som ikke er til gunst for medarbejderen, må arbejdsgiver vurdere om tilbagekaldelse eller annullering af afgørelsen alligevel kan gennemføres ved at sammenholde de nye faktiske oplysninger, der ikke forelå på afgørelsestidspunktet over for hensynet til, om medarbejderen har haft en berettiget forventning om stillingsændringen og har indrettet sig herefter. Arbejdsgiver kan alternativt forsøge at indgå en gensidig aftale med medarbejderen eller vælge at varsle tilbagekaldelsen/annulleringen med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel.