13.5. Aftalen om chefløn
Cheflønsaftalen omfatter chefer m.fl. ansat som tjenestemænd, tjenestemandslignende ansatte i stillinger i lønramme 35-41, bortset fra departementschefer. Herudover omfatter aftalen om chefløn visse andre overenskomstansatte chefer m.fl., som ikke er omfattet af aftaler med andre lønsystemer, herunder:
- Rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten
- Dækningsområdet for de to aftaler om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på henholdsvis Undervisningsministeriets og Uddannelses- og Forskningsministeriets område, jf. afsnit 13.7.
- Aftale om Ansættelse af chefer ved institutioner for forberedende grunduddannelse (FGU), jf. afsnit 13.7.
- Bilag 4 og 4 a til Skm. cirk. 20/12 2021 om overenskomst for akademikere i staten (akademikeroverenskomsten).
Det drejer sig primært om overenskomstansatte chefer på universitetsområdet.
Størsteparten af de ansatte, der er omfattet af cheflønsordningen, har en individuel forhandlingsret i forbindelse med de lokale forhandlinger.
- Den enkelte ansatte kan selv forhandle med ledelsen om tillæg. Forhandlingsresultatet sendes til den forhandlingsberettigede organisation til godkendelse. Resultatet anses for godkendt, hvis organisationen ikke anmoder om forhandling inden for 7 dage fra modtagelsen.
- Ledelsen kan fastsætte engangsvederlag efter forhandling med den enkelte ansatte. Engangsvederlag kan ydes som resultatløn, for særlig indsats og for merarbejde. Ansatte med topcheftillæg kan dog ikke honoreres for merarbejde. Se afsnit 13.8.
De ansatte er undtaget fra de almindelige regler om merarbejdsgodtgørelse for det pågældende ansættelsesforhold.
13.5.1. Cheflønspulje
Cheflønsaftalen indeholder et aftalebaseret puljesystem, hvorfra der kan ydes varige og midlertidige tillæg.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen orienterer de enkelte ministerier om eventuelle opskrivninger af puljen, som måtte blive aftalt i forbindelse med overenskomst- og aftalefornyelsen. Der er ikke aftalt nogen generelle opskrivninger i overenskomstperioden 2021-2024.
Cheflønsaftalen bygger på et princip om frivillighed, for så vidt angår udmøntning af cheflønspuljen. De lokale parter kan således selv beslutte, i hvilket omfang de ønsker at anvende puljemidlerne.
De enkelte ministerier, styrelser og direktorater har ansvaret for at føre regnskab med de tildelte cheflønspuljemidler. Regnskabet skal løbende opdateres.
Lønforbedringer i form af varige og midlertidige tillæg ydes af cheflønspuljen. Engangsvederlag og resultatløn ydes uden for pulje. Der gælder dog særlige regler for ansatte omfattet af cheflønsaftalens bilag 1.
Ansatte i stillinger som professor er ikke omfattet af cheflønspuljen, men de øvrige bestemmelser i cheflønsaftalen gælder også for professorer.
Der henvises i øvrigt til teknisk vejledning om lokalløn og chefløn 1999.
Merudgifter til lønforbedringer til chefer, som er ansat på institutioner, der er omfattet af rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten, skal ikke afholdes af cheflønspuljen.
Puljestyringen omfatter fortsat visse institutioner inden for undervisning, uddannelse og forskning samt Domstolsstyrelsen, for så vidt angår stillinger som dommer og øvrige judicielle stillinger.
Ansatte på statsinstitutioner og i folkekirken er undtaget fra cheflønspuljestyring.
Cheflønspuljestyringen er ligeledes ophævet for de selvejende uddannelses- og undervisningsinstitutioner, som er omfattet af dækningsområdet for de to aftaler om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på henholdsvis Undervisningsministeriets og Uddannelses- og Forskningsministeriets område, jf. afsnit 13.7. Dette gælder også for de chefer, som ikke vælger at overgå til de nye chefaftaler. Udgifter til lønforbedringer finansieres af institutionens egne midler.
13.5.2. Lønramme og eventuelle særlige tillæg
For stillinger i lønramme 35 og derover fastsættes alene lønrammen ved klassificeringen.
Et eventuelt tillæg herudover aftales først, når stillingen er besat.
Tillæg til stillinger i lønramme 35 og derover på institutioner, der ikke er omfattet af rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten, afholdes af cheflønspuljen, bortset fra topcheftillæg, jf. afsnit 13.6.
Ved oprettelse og nedlæggelse af stillinger i lønramme 35 og derover op-/nedskrives cheflønspuljen med følgende grundbeløb:
Niveau 31. marts 2012
- Stillinger i lønramme 35 og 36 65.500 kr.
- Stillinger i lønramme 37 91.700 kr.
- Stillinger i lønramme 38 og derover 118.000 kr.
Proceduren ved fastsættelse af lønnen for nyoprettede stillinger er indeholdt i Budgetvejledningen.