19.2.9.1. Ansatte med almindelig dagarbejdstid

Til ansatte med almindelig dagarbejdstid ydes der efter arbejdstidsaftalens § 13 et ulempetillæg på 25 pct. af timelønnen pr. arbejdstime, der efter ordre eller godkendt tjenestefordeling placeres i følgende tidsrum:

  • Hverdage: Fra kl. 17 til kl. 06 (inkl. mandag morgen)
  • Weekender: Fra lørdag kl. 00 til søndag kl. 24
  • Søgnehelligdage: Fra kl. 00 til kl. 24
  • Grundlovsdag: Fra kl. 12 til kl. 24
  • Juleaftensdag: Fra kl. 14 til kl. 24

Der ydes således ikke kun tillæg for arbejde uden for almindelig dagarbejdstid, men også for arbejde i tidsrummet fra kl. 17 til kl. 19 på hverdage.

Ulempetillægget ydes også til ansatte, der er undtaget fra de almindelige overarbejdsregler. Det er dog en forudsætning, at den særlige placering af arbejdstiden har været beordret eller nødvendig af hensyn til en forsvarlig varetagelse af arbejdsopgaverne.

Tillægget udgør 25 pct. af den ansattes timeløn på optjeningstidspunktet. I timelønnen indgår samtlige såvel varige som midlertidige tillæg, der udbetales med faste månedlige beløb. Pensionsbidrag samt tillæg, der ydes for rådighedstjeneste eller over- eller merarbejde, indgår dog ikke.

Tillægget kan aldrig udgøre mindre end 32,77 kr. (grundbeløb 31. marts 2012).

Tillægget udbetales for det konkrete antal minutter og ikke pr. påbegyndt ½ time, som det fx er tilfældet for natpenge.

Ulempetillægget efter aftalens § 13 ydes for den faktisk præsterede arbejdstid, uafhængigt af om der er fastsat et maksimum eller et minimum for medregning af tjenesten i arbejdstiden, som det fx er tilfældet for rejsetid (maks. 13 timer) og for tilkald (min. 3 timer).

Der ydes ikke godtgørelse efter aftalens § 13 for rådighedstjeneste i hjemmet.

For rådighedstjeneste på arbejdsstedet ydes godtgørelse på grundlag af det antal timer, der indgår i arbejdstiden. En rådighedsvagt på 8 timer udløser således ulempetillæg for 6 timer.

Ulempetillægget gives uafhængigt af eventuel godtgørelse for over-/merarbejde og weekendgodtgørelse, jf. eksemplerne i bilag 19.9.1 .

Ulempetillægget udbetales ved førstkommende lønudbetaling efter opgørelsesperiodens (normperiodens) udløb.

Tillægget kan efter aftale mellem ledelsen og den ansatte konverteres til afspadsering (1/4 times afspadsering pr. præsteret arbejdstime).

Hvis den ansatte er syg, når en planlagt afspadsering begynder, har den pågældende ikke pligt til at begynde afspadseringen.

Opmærksomheden henledes på, at hvis der lokalt indgås aftale om, at de timebaserede ulempetillæg konverteres til faste månedlige tillæg, følger det af pkt. 5.4.1. i  Vejledning om nye lønsystemer, at sådanne tillæg for overenskomstansatte, der er omfattet af rammeaftalen om nye lønsystemer (dvs. ikke tjenestemænd og overenskomstansatte akademikere), automatisk bliver pensionsgivende, medmindre parterne udtrykkeligt aftaler andet. Ifølge en voldgiftskendelse af 15. maj 2013 (FV 2012.0089) gælder dette, uanset om den lokale konverteringsaftale er indgået før eller efter personalegruppens overgang til nyt lønsystem.

Denne afledte pensionsudgift skal der således tages højde for ved tillægsfastsættelsen i forbindelse med indgåelse af eventuelle lokale konverteringsaftaler.


Sidst redigeret 20.12.18