31.1.1.1. Partshøringsprocessen

Før der træffes afgørelse om afskedigelse eller bortvisning, skal den ansatte have mulighed for at få kendskab til og kommentere arbejdsgiverens beslutningsgrundlag. Reglerne om partshøring findes§§ 19 og 20 i Lbekg. 433 22/04 2014 af forvaltningsloven (forvaltningsloven).

I visse sager om afskedigelse gælder der en udvidet partshøringspligt. Pligten omtales nærmere i afsnit 31.1.1.2.

Hvad skal der partshøres om?
Der skal partshøres om de faktiske omstændigheder, som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, dvs. de forhold, der begrunder den påtænkte afskedigelse.

Oplysninger om faktiske omstændigheder omfatter faktuelle oplysninger, udtalelser fra andre myndigheder og sagkyndige erklæringer, herunder også eventuelle indstillinger og vurderinger af bevismæssige og retlige spørgsmål foretaget af andre end myndigheden selv. Læs mere i PAV kap 9.

Hvem skal partshøres
Det er kun den ansatte og ikke den forhandlingsberettigede organisation, der skal partshøres om en påtænkt afskedigelse.

Kravet om partshøring gælder også i forhold til prøveansatte.

For tjenestemænd gælder der dog i henhold til tjenestemandsloven en særlig regel om høring af centralorganisationen. Se afsnit 31.3.4.

Frist for afgivelse af høringssvar
Der bør fastsættes en frist for afgivelse af høringssvar, og den ansatte skal orienteres om, at arbejdsgiveren vil træffe afgørelse, hvis den ansatte ikke svarer inden fristens udløb, jf. PAV kap. 9.

Hvis den ansatte ønsker fristen forlænget, bør arbejdsgiveren normalt imødekomme dette ønske, medmindre det væsentligt strider mod de hensyn, arbejdsgiveren lagde vægt på ved fastsættelse af fristen.

Den ansattes høringssvar
Hvis den ansatte fremsender et høringssvar, skal arbejdsgiveren forholde sig til de synspunkter og argumenter, som den ansatte fremkommer med. Det skal ske senest i afskedigelsesbrevet. Den ansattes høringssvar kan nødvendiggøre fornyet høring, inden arbejdsgiveren træffer afgørelse, jf. PAV kap. 9