31.1.1.2. Den udvidede partshøringspligt

I sager om afskedigelse på grund af disciplinære forhold, uegnethed og samarbejdsproblemer gælder den forvaltningsretlige grundsætning om udvidet partshøringspligt. Denne pligt gælder i sager om afskedigelse af såvel overenskomstansatte som tjenestemænd, herunder prøveansatte.

Den udvidede partshøringspligt betyder, at der skal partshøres ikke kun om sagens faktiske omstændigheder, men også om arbejdsgiverens retlige og bevismæssige vurderinger i forhold til oplysningerne i sagen.

I FOB nr. 91.200 præciserede ombudsmanden, at den ansatte ved høringen bør have en redegørelse, der angiver de forhold, der lægges vægt på, og som, for så vidt der foreligger bevismæssige spørgsmål, angiver det bevismæssige grundlag. Pligten indebærer en udvidelse af kravene til høring af den ansatte efter forvaltningsloven.

I UfR 2002.1269 H blev det fastslået, at høringspligten for tjenestemænd i henhold til § 31, stk. 1, i Lbekg. 511 18/05 2017 om tjenestemænd (tjenestemandsloven)(TL), er af samme omfang som høringspligten efter forvaltningslovens § 19 og dermed også skal opfylde kravene til den udvidede partshøringspligt i de afskedssager, hvor denne grundsætning gælder.

Se i øvrigt afsnit 31.1.1.1. om partshøring efter forvaltningslovens § 19 og afsnit 31.3.4. om de supplerende høringsregler i tjenestemandsloven samt PAV kap. 9.