31.6.12. Særligt om tjenestemænd og stillingsnedlæggelse
Hvis en varigt ansat tjenestemand afskediges, fordi den pågældendes stilling nedlægges på grund af arbejdsmangel eller manglende bevillinger, og det ikke er muligt at anvise en anden passende stilling, som den pågældende har pligt til at overtage, har tjenestemanden ret til rådighedsløn, jf. TL § 32.
Også en åremålsansat tjenestemand kan afskediges i åremålsperioden på grund af arbejdsmangel/stillingsnedlæggelse. Hvis den pågældende har krav på en tilbagegangsstilling, indtræder den pågældende i tilbagegangsstillingen ved åremålsansættelsens ophør. Der er kun krav på rådighedsløn, hvis institutionen ikke kan tilbyde en i forhold til tilbagegangsstillingen passende stilling. Hvis den pågældende ikke har krav på en tilbagegangsstilling, har den pågældende umiddelbart krav på rådighedsløn.
Inden tjenestemanden afskediges, skal der indhentes en udtalelse fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om tjenestemandens krav på pension eller rådighedsløn, jf. TL § 31, stk. 2.
I sager om afskedigelse på grund af arbejdsmangel skal der henvises til TL § 32, jf. TL § 28, stk. 1, 1. pkt. Der skal gives oplysning om årsagen til arbejdsmanglen, fx budgetnedskæringer, og om, hvori arbejdsmanglen/besparelserne består. Der skal endvidere redegøres for de kriterier, der er fulgt ved afgørelsen af, hvilke ansatte der skal afskediges. Der kræves ikke herudover en uddybning af vurderingen af den pågældende ansatte i forhold til andre ansatte, jf. Højesterets dom af 27. november 2006 (UfR 2007.537 H), som er omtalt i afsnit 01.04 i Statens arbejdsretlige domme og kendelser for 2006.
Se endvidere PAV kap. 32 om stillingsnedlæggelser, stillingsforandringer og omflytninger.