26.2.3.8. Omsorgsorlovsdage

Med virkning fra 2. august 2022 er der indført en fraværsret til 5 dages omsorgsorlov jf. § 1, stk. 2, i lov nr. 879 af 21/6 2022 om ændring af lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager, lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love.

Fraværsretten fremgår af § 1 a i lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager. Medarbejderen kan vælge at holde de 5 dages omsorgsorlov som en samlet periode eller som enkelte dage, og dagene tildeles ved årets begyndelse. De 5 dages omsorgsorlov er uden løn.

De omsorgsdage, der følger af den statslige barselsaftale indgået mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og CFU vedrører 2 omsorgsdage med løn, som tildeles pr. barn op til 7 år i hvert kalenderår.

Retten til omsorgsdage og omsorgsorlovsdage supplerer hinanden.