13.4. Rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten

Skatteministeriet (nu Finansministeriet) og OAO-S, CO10, LC og Akademikerne på vegne af medlemsorganisationerne har indgået en rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Denne form for kontraktansættelse sker således på grundlag af en kollektiv overenskomst og må ikke forveksles med de individuelle kontrakter, som omtales i PAV kap. 1.

Rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten omfatter som udgangspunkt alle chefer i staten (ikke kun administrative chefer), der tidligere ville være blevet klassificeret i lønramme 37-40. Bilag 1 til rammeaftalen angiver fravigelser herfra. Fx er institutioner inden for undervisning, uddannelse og forskning ikke omfattet af aftalen. Endvidere er visse stillinger inden for politi og anklagemyndighed, domstolene, forsvaret og Kirkeministeriets område også undtaget.

Det er ikke muligt at anvende tjenestemandsansættelse i stillinger, der er omfattet af aftalen. Dog kan allerede ansatte tjenestemænd ansættes som tjenestemænd inden for rammeaftalens område, hvis ansættelsesmyndigheden er indstillet på det, jf. §§ 5-6 i Fmst. cirk. 11/12 2000 om anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken (ansættelsesformcirkulæret). I enkelte tilfælde har tjenestemænd ret til at ansættelse sker som tjenestemand, jf. ansættelsesformcirkulæret .

Kontraktansatte chefer er ikke omfattet af Fmst. cirk. 10/7 2019 om chefløn (cheflønsaftalen), herunder cheflønspuljesystemet.

Kontraktansatte chefer forhandler selv deres løn og visse andre ansættelsesvilkår. Der kan indgås aftale med den enkelte chef om indplacering inden for et eventuelt løninterval og om tillæg. Ledelsen kan fastsætte engangsvederlag efter forhandling med den enkelte chef. Engangsvederlag kan ydes som resultatløn, for særlig indsats og for merarbejde, jf. nærmere afsnit 13.8. Der kan endvidere indgås aftale med den enkelte chef om forhøjelse af pensionsbidrag og forlængelse af opsigelsesvarsel. Hvis stillingen besættes på åremål, aftaler chefen også selv åremålsvilkårene. Der er efter aftalen kun en pligt til at orientere organisationen.

Lønfastsættelsen i hver enkelt kontrakt skal afspejle stillingens organisatoriske niveau, og det følger af 'departementschefmodellen', at ingen chef eller direktør inden for et ministerområde kan oppebære en højere samlet løn end departementschefen.

Hovedprincippet i departementschefmodellen er, at den øverste chef tager stilling til lønnen til cheferne på de underliggende niveauer. Departementscheferne godkender lønniveauet for afdelingschefer i departementerne og for direktører i underliggende institutioner. Departementschefen skal desuden som minimum godkende lønnen for stillinger to niveauer under i departementet.

13.4.1. Indplacering af stilling

I stedet for den tidligere klassificering i lønrammer sker der efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer en indplacering af den enkelte stilling i en af aftalens 4 løngrupper.

Sammenhængen mellem stillingskontrollens lønrammer og rammeaftalens løngrupper er som følger:

Lønramme

Løngruppe

37

1

38

2

39

3

40

4

Også stillinger, der er omfattet af rammeaftalens løngrupper, skal forsynes med stillingsnumre. Indplaceringen af stillinger i løngruppe 1 og 2 foretages af den enkelte ansættelsesmyndighed, under forudsætning af at ministerområdet har ledige stillingsnumre i de respektive løngrupper. Indplaceringen skal ske efter retningslinjerne i rammeaftalens § 3, stk. 2. Indplaceringen skal hverken godkendes af Finansministeriet eller centralorganisationen.

Hvis ministerområdet ikke råder over et ledigt stillingsnummer, skal ministeriet anmode Finansministeriet om oprettelse af en stilling, jf. afsnit 13.2.

Ved indplacering af stillinger i løngruppe 3 og 4 følges den tidligere procedure for klassificering af stillinger, jf. afsnit 13.3.

13.4.2. Omplacering til anden løngruppe

En omplacering af en stilling kan være enten stillingsbestemt eller personlig, jf. afsnit 13.3.3. Stillingsbestemte omplaceringer forudsætter, at der er sket varige og væsentlige ændringer i stillingsindholdet. Er omplaceringen personlig, genbesættes stillingen ved ledighed i den oprindelige løngruppe. Personlige omplaceringer sker på baggrund af den aktuelle stillingsindehavers konkrete kompetencer, erfaringer mv.

Omplaceringer af stillinger til gruppe 3 og 4 kan kun ske ved aftale mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og den forhandlingsberettigede centralorganisation. Dette sker efter samme procedure som ved omklassificering, jf. afsnit 13.3.3.