16.2.3.9. Personligt tillæg
Hvis begrænsningsreglen medfører, at den ansatte går ned i løn i forhold til den tidligere ansættelse, ydes et personligt tillæg til udligning af lønnedgangen. Tillæg kan dog højst ydes op til slutlønnen i den lønramme, den pågældende ansættes i. Ved slutløn forstås det beløb, slutlønnen udgør på indplaceringstidspunktet.
Det personlige tillæg aftrappes med enhver lønfremgang. I denne forbindelse ses der dog bort fra ydelse eller ekstraordinær forhøjelse af særlige tillæg, som forudsætter en særlig arbejdsmæssig forpligtelse, fx i form af rådighedstjeneste eller opgaver ud over normal tjeneste. I sådanne tilfælde aftrappes det personlige tillæg kun med den lønfremgang, der skyldes generel regulering (fx procentregulering) af det personlige tillæg.