16.2.3.2. Beskæftigelsesperioder i udlandet
Forudgående beskæftigelse i udlandet kan medregnes i lønancienniteten efter konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Hvis der er tale om beskæftigelse i et andet EU-land, følger det af EU-Domstolens praksis, at der ved lønfastsættelsen skal tages hensyn til beskæftigelsen, i samme omfang som der tages hensyn til tilsvarende beskæftigelsesperioder i Danmark.
Gældende bestemmelser og praksis, hvorefter der tages hensyn til erhvervserfaring og anciennitet, skal således anvendes tilsvarende på beskæftigelsesperioder i en anden medlemsstat. Når der foretages sammenligning af tidligere beskæftigelsesperioder, skal dette ske på objektivt og ikke-diskriminerende grundlag. Ved vurderingen er det således uden betydning, fx om den udenlandske ansættelse har været på tjenestemandsvilkår eller på overenskomstvilkår.
Ikke-diskriminationsprincippet vedrører såvel arbejdstagere fra andre medlemsstater som danske arbejdstagere, der i en periode har været beskæftiget i en anden medlemsstat.
Ovenstående gælder også for beskæftigelsesperioder i øvrige EØS-lande.
Principper mv. for arbejdstagernes frie bevægelighed, herunder i forbindelse med beskæftigelse i den offentlige sektor, kan findes på Europa-Kommissionens hjemmeside.