15.8.1. Konkurrence- og kundeklausuler
L 1565 15/12 2015 om ansættelsesklausuler fastsætter, at en ansættelsesmyndighed kun kan indgå en aftale om en konkurrenceklausul med en ansat, der indtager en helt særlig betroet stilling, jf. lovens § 5, nr. 1. I § 5, nr. 2-6, er der fastsat en række øvrige betingelser. Det skal bl.a. skriftligt oplyses, hvilke forhold i ansættelsen der gør det påkrævet at indgå en aftale om en konkurrenceklausul.
Det er i Finansministeriets praksis antaget, at tjenestemandsloven ikke er til hinder for, at der indgås aftale om en konkurrenceklausul.
En aftale om en kundeklausul er efter lov om ansættelsesklausuler alene gyldig, når aftalen angår kunder, som den ansatte har været i forretningsmæssig forbindelse med inden for de seneste 12 måneder før opsigelsestidspunktet, jf. lovens § 6. Ved den ansattes egen opsigelse eller ved afskedigelse af en ansat, som har påtaget sig en kundeklausul, skal den ansatte have udleveret en af ansættelsesmyndigheden udarbejdet liste over kunder omfattet af kundeklausulen.
Aftaler om konkurrence- og kundeklausuler indgået før den 1. januar 2016 skal bedømmes efter de hidtidige regler på området, jf. lovens § 12, stk. 5.
Det betyder, at en aftale om en konkurrenceklausul indgået før den 1. januar 2016 skal vurderes efter § 38 i Lbekg. 193 02/03 2016 om aftaler og andre retshandler på formuerettens område (aftaleloven). Aftalelovens § 36 finder desuden anvendelse ved urimelige aftaler om konkurrence- og kundeklausuler både før og efter 1. januar 2016.
Det betyder også, at aftaler om konkurrence- og kundeklausuler indgået før den 1. januar 2016 med funktionærer skal opfylde betingelserne i henholdsvis §§ 18 og 18 a i Lbekg. 1002 24/08 2017 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (funktionærloven).