28.2.3. Personkreds

Lbekg. 309 3/3 2011 om værnepligtsorlov og om orlov ved forsvarets udsendelse af lønmodtagere til udlandet omfatter følgende fire medarbejdergrupper, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 1-4:

  1. Værnepligtige lønmodtagere samt kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår, som har modtaget meddelelse om tidspunktet for indkaldelse, og som på indkaldelsestidspunktet vil have været uafbrudt ansat i samme virksomhed i mindst 9 måneder med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer.
  2. Lønmodtagere, der indgår kontrakt om reaktionsstyrkeuddannelse i uafbrudt fortsættelse af den i pkt. 1 nævnte tjeneste. Det er en betingelse for at være omfattet af loven, at lønmodtageren ved kontraktindgåelsen har været uafbrudt ansat i samme virksomhed i mindst 9 måneder med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer, og at arbejdsgiveren underrettes om reaktionsstyrkeuddannelseskontrakten senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.
  3. Lønmodtagere, der ved kontrakt med forsvaret stiller sig til rådighed med henblik på udsendelse til udlandet i uafbrudt fortsættelse af den i pkt. 1 nævnte tjeneste. Det er en betingelse for at være omfattet af loven, at lønmodtageren ved kontraktindgåelsen har været uafbrudt ansat i samme virksomhed i mindst 9 måneder med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer, og at arbejdsgiveren underrettes om rådighedskontrakten senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.
  4. Lønmodtagere, der indgår kontrakt med forsvaret om udsendelse til udlandet. Det er en betingelse for at være omfattet af loven, at lønmodtageren ved kontraktindgåelsen har været uafbrudt ansat i samme virksomhed i mindst 9 måneder med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer, og at arbejdsgiveren underrettes om kontraktperioden senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.

En eventuel lære-, elev- eller praktiktid, som har gået umiddelbart forud for ansættelsen, regnes med ved opfyldelsen af kravet om en forudgående uafbrudt ansættelsesperiode på mindst 9 måneder.

Det samme gælder perioder, hvori lønmodtageren har været fraværende på grund af sygdom eller barsels- og adoptionsorlov.

Udtrykket "samme virksomhed" må i forbindelse med statslig virksomhed i almindelighed forstås som "samme ansættelsesområde".

For de under pkt. 1 nævnte lønmodtagere gælder, at hvis betingelsen om 9 måneders ansættelse på indkaldelsestidspunktet er opfyldt, gælder retsbeskyttelsen i henhold til loven fra det tidspunkt, hvor lønmodtageren får meddelelse om tidspunktet for indkaldelsen.

Lovens regler om værnepligtstjeneste og tjeneste på værnepligtslignende vilkår gælder også tjeneste i redningsberedskabet, tjeneste som værnepligtig og værnepligtslignende befalingsmand samt militærnægtertjeneste (civilt arbejde).

Beskæftigelsesministeriet har vejledende givet udtryk for, at forskelsbehandling på grund af nationalitet næppe vil være i overensstemmelse med loven. Udenlandske statsborgere, der indkaldes til aftjening af værnepligt i deres hjemland, bør derfor ifølge Beskæftigelsesministeriet betragtes som omfattet af loven.

Beskæftigelsesministeriet er endvidere af den opfattelse, at lønmodtagere med dobbelt statsborgerskab bør anses for omfattet af loven, uafhængigt af hvilket af hjemlandene der indkalder til aftjening af værnepligt.