26.2.3.4. Pasning af alvorligt syge børn under 18 år
I henhold til § 26 i Lbekg. 184 27/02 2024 om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven) har forældre til alvorligt syge børn under 18 år under visse betingelser ret til dagpenge fra Udbetaling Danmark, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver deres arbejde.
Ansatte, der har ret til dagpenge efter barselslovens § 26, har i samme periode ret til hel eller delvis tjenestefrihed med løn. Arbejdsgiveren kan dog begrænse retten til tjenestefrihed med løn til 1 måned pr. barn pr. kalenderår
Perioder med hel eller delvis tjenestefrihed medregnes fuldt ud i lønancienniteten, og der indbetales sædvanligt pensionsbidrag til overenskomst- eller aftalebaserede bidragsdefinerede pensionsordninger.
For tjenestemænd og andre ansatte med en tjenestemandslignende pensionsordning skal der indbetales sædvanligt pensionsbidrag af den ansattes hidtidige pensionsgivende løn til finanslovens § 36.
Ansættelsesmyndigheden er berettiget til refusion af dagpenge, når den ansatte modtager løn under tjenestefriheden. Ansøgning om refusion rettes via Nemrefusion til Udbetaling Danmark.
Der henvises i øvrigt til Fmst. cirk. 29/4 2019 om tjenestefrihed af familiemæssige årsager.