19.7.3. Aftaler om fravigelse
Der kan mellem overenskomst- eller aftaleparterne indgås aftaler, der fraviger arbejdsmiljølovens hvileperiode- og fridøgnsregler i videre omfang end ovenfor anført, men sådanne aftalers gyldighed er betinget af godkendelse fra direktøren for Arbejdstilsynet.
Eksempelvis er der mellem Skatteministeriet (nu Finansministeriet) og en række såvel tjenestemands- som overenskomstorganisationer indgået en aftale om fravigelse af arbejdsmiljølovens regler om hvileperiode og fridøgn for så vidt angår ansatte i centraladministrationen.
For individuelt ansatte kan der tilsvarende mellem den pågældende og arbejdsgiveren indgås aftaler, der fraviger de nævnte regler, men sådanne aftaler skal under alle omstændigheder godkendes af Arbejdstilsynet.