15.2.2.4. Arbejdskraftens frie bevægelighed
Efter EUF-traktatens art. 45 og den tilsvarende bestemmelse i EØS-aftalen skal statsborgere fra de heraf omfattede lande have lige mulighed for ansættelse også i stillinger, i hvilke personer med dansk indfødsret ansættes på tjenestemandsvilkår. Det drejer sig om statsborgere fra Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Østrig, Ungarn og Kroatien.
Retten gælder med de begrænsninger, der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, jf. EUF-traktatens art. 45, stk. 3.
Reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed gælder ikke for stillinger i "den offentlige administration", jf. art. 45, stk. 4. Efter EU-domstolens praksis omfatter art. 45, stk. 4, kun stillinger, der indebærer udøvelse af offentlig myndighed og ansvar for varetagelse af statens eller andre offentlige myndigheders almene interesser.
Hvorvidt der er tale om en stilling omfattet af art. 45, stk. 4, afgøres efter konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde ud fra opgavernes art og det ansvar, der følger med den pågældende stilling.
Principper mv. for arbejdstagernes frie bevægelighed, herunder i forbindelse med beskæftigelse i den offentlige sektor, kan findes på Europa-Kommissionens hjemmeside.