31.2.8. Fratrædelsesgodtgørelse
I fællesoverenskomsterne og akademikeroverenskomsterne er der også tillagt månedslønnede ikke-funktionærer ret til fratrædelsesgodtgørelse efter regler svarende til funktionærlovens.
Funktionærlovens § 2 a giver den ansatte, hvis anciennitetskravet er opfyldt, en ubetinget ret til fratrædelsesgodtgørelse, hvis den ansatte bliver afskediget eller uberettiget bortvist. Anciennitetskravet skal være opfyldt på fratrædelsestidspunktet. Dvs. at den ansatte efter ansættelse i "samme virksomhed” har krav på en godtgørelse på:
- 1 måneds løn, hvis den ansatte har mindst 12 års anciennitet, eller
- 3 måneders løn, hvis den ansatte har 17 års anciennitet eller mere
på fratrædelsestidspunktet.
Hvis den ansatte vælger at kontraopsige, har den ansatte fortsat ret til fratrædelsesgodtgørelse, hvis den ansatte på tidspunktet for sin fratræden opfylder anciennitetskravet. Fratræder den ansatte efter en kontraopsigelse, der indebærer, at anciennitetskravet ikke er opfyldt (på fratrædelsestidspunktet), har den pågældende dog ikke krav på fratrædelsesgodtgørelse.
Udtrykket "samme virksomhed" skal i forbindelse med ansættelse i staten i almindelighed forstås som samme arbejdsgiver. Anciennitet fra en tidligere statslig ansættelse medregnes således ikke i ancienniteten i den stilling, som den ansatte afskediges fra, medmindre det konkret er aftalt mellem arbejdsgiveren og den ansatte.
Organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) indeholder en særregel om, at en ansat ved direkte overgang mellem statsinstitutioner bevarer sit hidtidige opsigelsesvarsel, jf. organisationsaftalens § 39. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på beregning af fratrædelsesgodtgørelsesanciennitet.