15.2.1.8. Bedømmelse af ansøgerne
I henhold til TL § 8, stk. 1, skal tjenestemandens nærmest overordnede chef afgive en bedømmelse af tjenestemanden, når denne søger en ledig tjenestemandsstilling. Det påhviler ansættelsesmyndigheden at kræve bedømmelsen afgivet.
Hvis den nærmest overordnede chef er inhabil, har et utilstrækkeligt kendskab til tjenestemanden, er fratrådt/afgået ved døden eller er vedkommende minister, afgives bedømmelsen dog ikke, jf. § 2, stk. 1, i bekg. 807 10/10 1995 om bedømmelse af tjenestemænd i henhold til § 8 i lov om tjenestemænd. En anden i institutionen, fx den nærmeste chefs overordnede, kan i sådanne tilfælde afgive bedømmelsen, medmindre den pågældende er udelukket efter § 2, stk. 2, i bekg. 807 10/10 1995 om bedømmelse af tjenestemænd i henhold til § 8 i lov om tjenestemænd.
Bedømmelsen kan omfatte ansøgerens kundskaber, arbejdsevne og indsats, sikkerheden i arbejdet, samarbejdsevne, egnethed for den stilling, der søges mv., jf. § 6, stk. 2, i bekg. 53 2/2 1977 om forfremmelsesnævn i staten.
Ansættelsesmyndigheden skal på eget initiativ udlevere en afskrift af bedømmelsen til tjenestemanden, jf. TL § 8, stk. 1.
I de større virksomheder og institutioner, hvor der er nedsat forfremmelsesnævn i henhold til den nævnte bekendtgørelse, vil dette desuden afgive en vejledende udtalelse til den indstillende/udnævnende myndighed i alle tilfælde, hvor avancement til en statstjenestemandsstilling finder sted efter opslag, jf. §§ 2 og 3 i bekg. 53 2/2 1977 om forfremmelsesnævn i staten.
I de tilfælde, hvor en ansøger er eller tidligere har været involveret i frivilligt arbejde, bør ansættelsesmyndigheden konkret være opmærksom på den erfaring og viden samt de kvalifikationer, som den pågældende ansøger herigennem måtte have erhvervet, således at dette element kan indgå i den samlede vurdering af ansøgeren.