6.5.4. Løn under varetagelse af hvervet
Den tid, medarbejderen udfører tillidsrepræsentantarbejde i sin normale arbejdstid, indgår i arbejdstidsopgørelsen, som om den pågældende havde været beskæftiget med sit sædvanlige arbejde.
Den tid, som medarbejderen uden for sin normale arbejdstid anvender til arbejde som tillidsrepræsentant, indgår kun i arbejdstidsopgørelsen, hvis det er institutionen, der lægger beslag på den pågældende i dennes egenskab af tillidsrepræsentant.
Varetagelse af hvervet som tillidsrepræsentant kan således normalt ikke udløse over- eller merarbejdsgodtgørelse.
Tillidsrepræsentanten er ikke afskåret fra at få over- eller merarbejdsgodtgørelse som følge af sit almindelige arbejde.
Der ydes endvidere kompensation for eventuelle mistede arbejdstidsbestemte ydelser, hvis en tillidsrepræsentants tjeneste omlægges, fordi institutionen lægger beslag på den pågældende i dennes egenskab af tillidsrepræsentant.
Tillidsrepræsentanter, der er omfattet af de nye lønsystemer, skal ikke lønmæssigt eller lønudviklingsmæssigt stilles ringere end andre ansatte omfattet af nye lønsystemer og skal have samme mulighed for at få tillæg ud over basislønnen, som hvis de havde fuld mulighed for at fungere i deres sædvanlige job. I overensstemmelse hermed vil der kunne indgås aftale om at kompensere tillidsrepræsentanten for et eventuelt løntab eller mangel på lønudvikling, der er en følge af, at vedkommende ikke har mulighed for at varetage funktioner eller erhverve kvalifikationer på lige fod med de kolleger, pågældende er tillidsrepræsentant for. Hvis der er indgået en forhåndsaftale for vedkommende personalegruppe, omfattes tillidsrepræsentanten af en sådan aftale.
På baggrund af tillidsrepræsentanternes ændrede rolle inden for aftalesystemet - som efter decentraliseringen i langt højere grad baserer sig på lokale løsninger - kan der lokalt efter konkret vurdering indgås aftale om ydelse af tillæg til en tillidsrepræsentant.