24.3.4. Anmeldelse af sygefravær og dagpengerefusion

En arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefravær, har ret til at få udbetalt de sygedagpenge, som den ansatte ellers ville have været berettiget til fra kommunen, når den ansatte er syg i mere end 30 dage. Refusionen kan dog højest svare til det beløb, den ansatte får udbetalt i løn for samme tidsrum.

For at få refusion skal arbejdsgiveren anmelde fraværet og søge refusion hos den ansattes opholdskommune. Fraværet skal anmeldes senest 5 uger efter første fraværsdag. Hvis fristen ikke overholdes, kan arbejdsgiveren som hovedregel først få refusion fra det tidspunkt, hvor sygefraværet er anmeldt.

En arbejdsgiver, der udbetaler sygedagpenge i arbejdsgiverperioden under den ansattes sygefravær, skal anmelde sygefraværet til den ansattes opholdskommune senest 1 uge efter, at udbetalingen af sygedagpenge fra arbejdsgiveren er ophørt, hvis fraværet strækker sig ud over arbejdsgiverperioden.

Arbejdsgiveren er i visse tilfælde berettiget til at modtage refusion allerede fra den ansattes første fraværsdag, jf. afsnit 24.3.4.2.

Hvis arbejdsgiveren hverken udbetaler løn eller sygedagpenge til den sygemeldte i arbejdsgiverperioden, skal sygefraværet anmeldes til den ansattes opholdskommune senest 14 dage efter første fraværsdag.

Indberetning af en ansats fravær og anmodning om refusion skal ske elektronisk via nemrefusion.  

 

24.3.4.1. Bortfald af sygedagpenge

Retten til sygedagpenge kan bortfalde, hvis den ansatte ikke deltager i kommunens behandling af den pågældendes sygesag. Den ansatte skal således fremskaffe de lægeerklæringer og deltage i de møder, som kommunen anmoder om.

I UfR 2020.97 H afsagde Højesteret dom i en sag om modregning i sygeløn på grund af manglende sygedagpengerefusion som følge af den ansattes manglende deltagelse i kommunens behandling af sygedagpengesagen. Sagen angik, om kommunen kunne kræve, at en ansat skulle erstatte den refusion af sygedagpenge, kommunen mistede, og i givet fald, om kommunen kunne modregne beløbet ved udbetalingen af den ansattes løn. Højesteret fandt, at kommunens tab af retten til refusion af sygedagpenge var forårsaget af den ansattes manglende opfyldelse af den loyalitetspligt, der påhvilede den ansatte i kraft af ansættelsesforholdet. Kommunens erstatningskrav var derfor omfattet af Lbekg. 1070 24/8 2018 om erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven) § 23, stk. 3, om ansattes ansvar over for arbejdsgiveren for skade, som den ansatte forvolder arbejdsgiveren i tjenesten. Højesteret fandt imidlertid konkret, at der ikke var grundlag for efter bestemmelsen at pålægge den ansatte at erstatte kommunens tab. Højesteret lagde herved navnlig vægt på, at den ansatte hverken forsætligt eller ved grov uagtsomhed havde tilsidesat sin pligt til at medvirke til kommunens opfølgning. Da kommunen således ikke havde et erstatningskrav mod den ansatte, var kommunen ikke berettiget til at modregne i lønnen. Højesteret tilføjede hertil, at i tilfælde, hvor der efter erstatningsansvarslovens § 23, stk. 3, kan pålægges en arbejdstager ansvar for ikke at have opfyldt krav efter sygedagpengeloven og dermed have påført sin arbejdsgiver et tab, vil arbejdsgiveren som udgangspunkt kunne modregne tabet ved lønudbetalingen, idet der er tale om krav, der udspringer af samme retsforhold – ansættelsesforholdet. Det er dog en forudsætning, at arbejdstageren ikke ved modregningen fratages, hvad der er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod, jf. princippet i Lbekg. 1655 25/12 2022 om rettens pleje (retsplejelovens) § 509.

Højesteretsdommen fastslår dermed, at en ansat i kraft af loyalitetspligten som udgangspunkt har pligt til at opfylde de krav, som kommunen stiller som led i opfølgningen efter sygedagpengeloven, og dermed sikre, at arbejdsgiveren modtager sygedagpengerefusionen.

Dommen fastslår videre, at arbejdsgivers tab forårsaget af den ansattes manglende opfyldelse af den loyalitetspligt er et erstatningskrav omfattet af erstatningsansvarslovens § 23, stk. 3.

Endelig fastslår dommen, at arbejdsgiveren som udgangspunkt kan modregne tabet ved lønudbetalingen, idet der er tale om konnekse krav. Det er dog en forudsætning, at arbejdstageren ikke ved modregningen fratages, hvad der er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod, jf. princippet i retsplejelovens § 509.

Arbejdsgiver skal være opmærksom på, at der skal foretages en rimelighedsvurdering efter erstatningsansvarslovens § 23, stk. 3, ved vurderingen af, om der er et ansvarsgrundlag. Ved denne vurdering må der navnlig lægges vægt på, om arbejdstageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Endvidere må der lægges vægt på henholdsvis arbejdstagerens og arbejdsgiverens evne til at bære tabet og på, i hvilket omfang arbejdsgiveren har givet arbejdstageren vejledning og hjælp til at opfylde kommunens krav, hvis omstændighederne har givet anledning hertil.

Hvis kommunen ønsker at standse udbetalingen af sygedagpengene på grund af den ansattes adfærd/manglende medvirken, skal kommunen partshøre den pågældende. Kommunen skal endvidere orientere arbejdsgiveren om partshøringen og det mulige bortfald af sygedagpenge. Udbetalingen af sygedagpenge kan først standses, når partshøringen har fundet sted, og afgørelsen er meddelt den ansatte. Hvis kommunen fastslår, at den ansatte ikke er sygedagpengeberettiget pga. manglende medvirken, skal personen tilbagebetale sygedagpengene fra den dag, hvor retten til sygedagpenge er ophørt, og indtil udbetalingen af sygedagpenge er standset. Arbejdsgiveren skal derfor tilbagebetale eventuel refusion, der vedrører tiden efter denne dato, hvis betingelserne er opfyldt.

Arbejdsgiveren skal ikke høre den ansatte i henhold til forvaltningsloven, da beslutningen om at modregne ikke er en selvstændig afgørelse, men derimod en konsekvens af kommunens afgørelse om bortfald af sygedagpenge.

Sygedagpengene er bortfaldet - mulighed for genoptagelse
Udbetalingen af sygedagpenge kan genoptages, hvis betingelserne på ny opfyldes, og dette sker senest 4 uger efter, at den ansatte blev underrettet om bortfald af sygedagpengene, jf. sygedagpengelovens § 21.

Overskrides 4-ugers fristen, fortabes retten til sygedagpenge og dermed arbejdsgiverens mulighed for refusion. 4-ugers fristen gælder ikke i forhold til en ansat, der har forhalet sin helbredelse. I denne situation bortfalder sygedagpengene endeligt for hele sygeperioden.

Særligt om mulighedserklæringen og bortfald af sygedagpenge
Som nævnt i afsnit 24.2.2.2 om mulighedserklæring kan ansættelsesmyndigheden forlange at få udarbejdet en mulighedserklæring på et hvilket som helst tidspunkt i et sygdomsforløb. Det fremgår af sygedagpengeloven, at hvis den ansatte ikke deltager i samtalen, der danner grundlag for udarbejdelse af mulighedserklæringen, bortfalder den ansattes ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren frem til det tidspunkt, hvor samtalen gennemføres. Sygedagpengene bortfalder dog ikke, hvis der er en rimelig grund til, at den ansatte ikke deltager i samtalen.

I praksis betyder reglerne om bortfald af sygedagpenge derfor følgende:

- Mulighedserklæring og sygeløn i form af sygedagpenge
Arbejdsgiver kan stoppe betaling af sygedagpengene i arbejdsgiverperioden, hvis den ansatte uden rimelig grund afviser at deltage i samtalen.

- Mulighedserklæring og fuld løn under sygdom
Den ansattes manglende deltagelse i samtalen har ikke konsekvenser for den pågældendes ret til fuld løn under fraværet. Men arbejdsgiveren kan efter omstændighederne vælge at anmode om en friattest som dokumentation for, at sygdom forhindrer deltagelse, eller skriftligt meddele, at det manglende samarbejde kan få ansættelsesretlige konsekvenser.

Hvis den ansattes manglende samarbejde først kommer til udtryk efter arbejdsgiverperiodens udløb, er det op til kommunen at varsle bortfald af sygedagpengene.

Særligt om den personlige samtale og bortfald af sygedagpengene
Som nævnt i afsnit 24.2.3 om den personlige samtale har arbejdsgiveren pligt til at holde en personlig samtale med en sygemeldt ansat, medmindre sygdomsforløbet er til hinder for det. Hverken den ansattes manglende deltagelse eller arbejdsgiverens manglende afholdelse af samtalen har konsekvenser for sygedagpengene i henhold til sygedagpengeloven.

24.3.4.2. § 56-aftale

I visse situationer kan ansættelsesstedet være berettiget til refusion allerede fra den ansattes 1. fraværsdag. Dette gælder bl.a., hvis der indgås en "§ 56-aftale" i henhold til sygedagpengelovens § 56.

En § 56-aftale kan indgås mellem arbejdsgiveren og den ansatte for to år ad gangen og vedrører kun fravær på grund af den lidelse, der er omfattet af aftalen. Aftalen skal være skriftlig og skal godkendes af den ansattes opholdskommune. Aftalen kan indgås i de situationer, som er beskrevet i sygedagpengelovens § 56:

  1. Når den ansattes sygdomsrisiko er væsentlig forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse, og sygdommen skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage inden for 1 år.
  2. Når den ansatte skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingssted, hvis indlæggelsen eller behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet.
  3. Når arbejdsgiveren allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn i 21 kalenderdage for samme lidelse inden for de sidste 12 måneder, før indlæggelsen eller behandlingen påbegyndes.

En person, der er omfattet af en § 56-aftale, kan også gå hjem halve dage eller blot nogle få timer på en dag, med den virkning at ansættelsesstedet er berettiget til refusion. Det er en betingelse, at der er tale om minimum 4 timers ugentligt fravær, jf. sygedagpengelovens § 7, stk. 2, og ordningen kan ikke bruges til en permanent nedsættelse af arbejdstiden. Dage med nedsatte sygedagpenge tæller som hele dage ved opgørelse af tidsbegrænsningen.