1.3. Statsejede aktieselskaber
Statsejede aktieselskaber og deres ansatte er ikke omfattet af Finansministeriets kompetence til at aftale eller fastsætte løn- og andre ansættelsesvilkår - medmindre det fremgår af særlovgivning eller vedtægter.
Selskaberne kan således selv indgå aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for deres personale. Der kan dog være visse begrænsninger for personale, der har opretholdt deres ansættelse som statstjenestemænd, eller som under ansættelsen har opretholdt visse tjenestemandsrettigheder (fx pension eller rådighedsløn). For ansatte, der under ansættelse i selskabet har opretholdt deres status som tjenestemænd, gælder de statslige vilkår.