17.1.7.8. Forlængelse af uddannelsesperiode

Praktikvirksomheden og eleven kan aftale, at uddannelsestiden forlænges med et bestemt tidsrum, hvis eleven

a. på grund af sygdom har været fraværende fra praktikvirksomheden i mere end 10 pct. af den uddannelsestid, der er fastlagt i uddannelsesaftale,

b. på grund af supplerende skoleundervisning har været fraværende fra praktikvirksomheden,

c. på grund af orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption har været fraværende fra praktikvirksomheden, eller

d. har haft nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed i praktikvirksomheden som følge af særlige forhold

Forlængelse med mere end fraværsperioden kræver det faglige udvalgs godkendelse.

Højesteret har den 21. januar 2015 (UfR 2015.1318 H) fastslået, at en elev, der bliver gravid, og som påbegynder en barselsorlov, inden uddannelsesaftalen er udløbet, kan kræve, at aftalen forlænges i nødvendigt omfang.

Hvor andre særlige forhold taler derfor, kan det faglige udvalg træffe afgørelse om forlængelse eller afkortning af aftaleperioden. Det faglige udvalg forudsætter normalt, at praktikvirksomheden og eleven er enige om at forlænge eller afkorte aftaleperioden, herunder enige om begrundelsen.

Det faglige udvalgs godkendelse kan indhentes enten direkte hos udvalget eller via elevens skole.

Der indgås en tillægsaftale om forlængelsen/forkortelsen.

Erhvervsskolerne udleverer blanket til brug for oprettelse af tillægsaftale.

Praktikvirksomheden skal straks sende tillægsaftalen til den erhvervsskole, hvor eleven er tilmeldt til skoleundervisning, til registrering og godkendelse.