32.2.6.4. Ferie i rådighedslønsperioden

En tjenestemand har ret til at afholde allerede optjent ferie med feriegodtgørelse. Der foretages ikke fradrag i rådighedslønnen, når ferien afholdes. En tjenestemand optjener ikke ferie i rådighedslønsperioden.

Hvis en tjenestemand i rådighedslønsperioden får ansættelse i det offentlige mv., hvorfra indtægten skal modregnes i rådighedslønnen, jf. afsnit 32.2.6.3, og i denne periode afholder ferie uden løn hos den nye arbejdsgiver, bliver der ikke automatisk udbetalt fuld rådighedsløn for den ulønnede ferieperiode.

Tjenestemanden skal imidlertid ikke stilles ringere, end hvis den pågældende ikke havde haft lønnet arbejde i rådighedslønsperioden. I forbindelse med den årlige opgørelse af indtægterne skal der derfor efterbetales et supplerende rådighedslønsbeløb, hvis den samlede indtægt (dvs. arbejdsindtægten og en eventuel nedsat rådighedsløn) ligger under den fulde rådighedsløn på årsbasis.