32.2.6.1. Beregning mv.
Rådighedsløn udbetales i 3 år og svarer til den sidst udbetalte løn inkl. eventuelle faste tillæg, uanset om disse er varige eller midlertidige eller aftalt til erstatning for særlige ydelser mv., jf. Fmst. cirk. 26/1 1996 om konvertering af over-/merarbejde, arbejdstidsbestemte ydelser mv. til faste tillæg.
Ved utrykt dom af 27. april 2015 har Østre Landsret fastslået, at funktionsvederlag, der udbetales i henhold til Skm. cirk. 27/4 2022 om aftale om betaling mv. under funktion i højere stilling for tjenestemænd i staten og folkekirken (funktionsaftalen), ikke indgår i rådighedslønnen. Dette gælder, uanset om tjenestemanden har fungeret i en højere stilling indtil fratrædelsen og derfor har fået udbetalt funktionsvederlag også i den sidst udbetalte løn.
I det omfang der hidtil er blevet indbetalt pensionsbidrag til en supplerende pensionsordning for et fast tillæg, der indgår i rådighedslønnen, skal der også indbetales pensionsbidrag af dette i rådighedslønsperioden. Bidragene indbetales til samme pensionsordning som hidtil.
Særlige ydelser som fx natpenge, der ikke er konverteret til et fast tillæg, indgår ikke i beregningen af rådighedsløn. Se også Bilag 2, pkt. f i Fmst. cirk. 6/12 2011 om beregning af løn under betalt fravær mv.
Ved afsked fra en åremålsansættelse, hvor den pågældende ikke har krav på en tilbagegangsstilling, ydes rådighedsløn efter de almindelige regler. Rådighedslønnen beregnes på grundlag af lønnen i åremålsstillingen. Rådighedslønnen kan dog længst ydes til åremålets udløb.
Hvis den ansatte har krav på en tilbagegangsstilling, men ansættelsesmyndigheden ikke kan tilbyde den pågældende en stilling, der er passende i forhold til den aftalte tilbagegangsstilling, har den pågældende krav på rådighedsløn efter de almindelige regler. Rådighedslønnen beregnes på grundlag af lønnen i den aftalte tilbagegangsstilling.
Det bemærkes, at Højesteret i to domme af 9. februar 2017 (UfR 2017.1508 H og UfR 2017.1517 H) har fastslået blandt andet, at "hidtidig løn" i TL § 32 og "lønnen i den hidtidige stilling" i TL § 55, jf. afsnit 32.2.3.2, må forstås på samme måde.