Kapitel 3.
Nogle principper for aftaleret, forhandlingsret og ledelsesret

Kapitlet beskriver dels arbejdsgivernes ledelsesret, dels personaleorganisationernes ret til at forhandle og indgå aftaler om løn- og ansættelsesvilkår for statens ansatte – såvel tjenestemænd som overenskomstansatte.

3.1. Tjenestemandslovens regler

Kap. 10 i Lbekg. 511 18/5 2017 om tjenestemænd (tjenestemandsloven) indeholder regler for forhandlingsforholdene på tjenestemandsområdet.

Der er foretaget en opdeling af forhandlingsretten, således at centralorganisationerne på en række områder har en egentlig aftaleret, mens de på andre områder alene har en forhandlingsret.

3.1.1. Begrænsninger i aftaleretten

Selvom løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes ved aftale, kan der ikke indgås aftale om ansættelsesvilkår, der bestemmes ved lov eller fastsættes i henhold til lov, eller om forhold, som angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov. På disse områder skal der dog forhandles med centralorganisationerne, inden der træffes bestemmelse om fastsættelse eller ændring af ansættelsesvilkår.

Når forhold, som angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov, er undtaget fra aftaleretten, har det sammenhæng med arbejdsmarkedets almindeligt gældende grundsætning om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet samt den omstændighed, at sådanne forhold i det statslige regi i princippet fastlægges af de bevilgende myndigheder ved behandlingen af de årlige finanslovforslag eller i Folketingets Finansudvalg.

3.1.2. Aftaleområdet

På aftaleområdet er udgangspunktet, at der med centralorganisationerne skal søges opnået en aftale om størrelsen og anvendelsen af det samlede beløb, der i en aftaleperiode afsættes til ændring af løn- og andre ansættelsesvilkår.

I begge situationer skal finansministeren opnå enighed med alle fire centralorganisationer for, at der kan indgås en aftale.

Kan der ikke opnås enighed om beløbets størrelse, skal finansministeren i stedet fremsætte et særligt lovforslag herom. Det samme gælder, hvis parterne ikke bliver enige om beløbets nærmere anvendelse, men her skal der forinden indhentes en udtalelse fra Lønningsrådet, der er sammensat af repræsentanter for Folketinget, tjenestemændenes centralorganisationer og administrationen.

I andre aftalesituationer er det finansministeren, der afgør sagen, hvis der ikke kan opnås enighed om indholdet af en aftale, men først skal Lønningsrådets vejledende udtalelse indhentes.

Tjenestemandslovens forhandlingsregler giver i øvrigt centralorganisationerne adgang til at forhandle ethvert fagligt spørgsmål angående tjenestemænd med vedkommende fagminister og med finansministeren.

3.2. Tjenestemændenes hovedaftale

Bekg. 515 28/11 1969 af hovedaftale i henhold til lov nr. 291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken (Hovedaftalen af 1969) indeholder de nærmere regler for indgåelse af aftaler og for udøvelse af forhandlingsret i øvrigt på tjenestemandsområdet. I tilknytning til hovedaftalen har Finansministeriet udsendt Fmst. cirk. skriv. 09/11 1970 om vejledning for ministerier og institutioner om forhandlinger og aftaler på tjenestemandsområdet.

3.2.1. Aftaleparter

Når det drejer sig om generelle løn- og ansættelsesvilkår, hvorved normalt forstås vilkår, der gælder for tjenestemænd under flere ministerier, er det altid finansministeren og vedkommende centralorganisation, der indgår aftalerne.

Finansministeren kan dog bemyndige en anden minister til at føre forhandlingerne i sit sted, men det er i så fald finansministeren, der indgår selve aftalen. En centralorganisation kan lade tilsluttede organisationer føre forhandlingerne for sig.

Når der er tale om ansættelsesvilkår, der alene vedrører tjenestemænd under et enkelt ministerium, kan finansministeren bemyndige vedkommende minister til at indgå aftalen. I overensstemmelse med den almindelige adgang til delegation kan ministeren herefter bemyndige en institution til at indgå aftalen.

I tilfælde, hvor finansministeren bemyndiger vedkommende minister til at indgå aftale, skal ministeren følge de retningslinjer, som Medarbejder- og Kompetencestyrelsen fastsætter i forbindelse med bemyndigelsen. Det kan være forudsat, at aftaleudkast skal forelægges Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til godkendelse.

En centralorganisation kan give sine tilsluttede organisationer bemyndigelse til at indgå aftaler, der alene vedrører en del af centralorganisationens område.

Hvor det drejer sig om tjenestemænd under et enkelt ministerium, og sagen alene vedrører ansættelsesvilkår, der ikke påvirker personaleudgifterne, kan vedkommende minister uden særskilt bemyndigelse fra finansministeren indgå aftale eller give underlagte institutioner bemyndigelse hertil.

Med ansættelsesvilkår, der ikke påvirker personaleudgifterne, tænkes der fx på arbejdstidens nærmere placering, ikke-udgiftskrævende ændringer med hensyn til beskyttelsesbeklædning samt andre forhold vedrørende arbejdets udførelse.

Aftaler, der ikke direkte påvirker personaleudgifterne, men som har andre konsekvenser for tjenestestedets ressourceforbrug, fx i form af lavere aktivitetsniveau, skal forelægges til godkendelse i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

3.2.2. Aftalers gyldighed

En indgået aftale har efter hovedaftalen kun gyldighed, når den er skriftlig og underskrevet af parterne. Den kan opsiges skriftligt med 3 måneders varsel, medmindre der er fastsat andre opsigelsesbestemmelser i aftalen. I generelle aftaler er det normalt bestemt, at de tidligst kan opsiges til aftaleperiodens udløb.

Samtidig med opsigelsen af en aftale skal der fremsendes forslag til ændring af aftalen, medmindre parterne er enige om en anden fremgangsmåde. Der kan dog forhandles om ændring af en aftale uden forudgående opsigelse, hvis parterne er enige herom.

Kan der ikke opnås enighed om fornyelse af en opsagt aftale, er det, med undtagelse af de situationer, hvor der skal fremsættes lovforslag, finansministeren, der fastlægger vilkårene på området, men efter at have indhentet en vejledende udtalelse fra Lønningsrådet, jf. TL § 47.

I det tidsrum, der måtte opstå mellem en aftales udløb efter opsigelse og fastsættelsen af nye regler efter gældende procedure, er den hidtidige aftale fortsat gældende, medmindre aftalen indeholder en udtrykkelig bestemmelse om bortfald.

3.2.3. Forhandlingsregler

Ansættelsesvilkår, der ikke kan gøres til genstand for aftale, fordi de ligger uden for aftaleområdet, skal alligevel forhandles med organisationerne, inden de fastsættes eller ændres.

Hvor det drejer sig om ansættelsesvilkår, der fastsættes ved lov eller i henhold til lov, og som vedrører tjenestemænd under flere ministerier, føres forhandlingerne mellem finansministeren og vedkommende centralorganisation. Finansministeren kan dog bemyndige en anden minister til at føre forhandlingerne i sit sted.

Vedrører ansættelsesvilkårene alene tjenestemænd under et enkelt ministerium, forhandles de af vedkommende minister eller de tilknyttede institutioner, som ministeren bemyndiger hertil. Forhandlingerne føres med vedkommende centralorganisation eller med de tilsluttede organisationer, som centralorganisationen giver bemyndigelse til at forhandle.

Hvis det ved lov er bestemt, at visse ansættelsesvilkår fastsættes af en anden minister, men efter forhandling med finansministeren, forhandler vedkommende minister med organisationerne, inden sagen forelægges for finansministeren. Der vil herefter ske forhandling mellem finansministeren og centralorganisationen, hvis sagen nødvendiggør yderligere forhandlinger.

En centralorganisation eller dens tilsluttede organisationer kan også selv tage initiativ til forhandling med ministerier og institutioner om faglige spørgsmål vedrørende tjenestemænd.

Tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en sag skal gøres til genstand for forhandling, og hvem der skal forhandles med, forelægges for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Der har med hensyn til indgåelse af aftaler og førelse af forhandlinger i øvrigt udviklet sig den almindelige praksis, at det sker på samme niveau på begge sider.

Det vil sige, at når finansministeren er den ene part, er en centralorganisation den anden. Når en fagminister eller en bemyndiget institution er part, er vedkommende tilsluttede organisation normalt den anden part efter bemyndigelse fra centralorganisationen.

Når der gives en anden minister bemyndigelse til at indgå en aftale, vil finansministeren derfor som hovedregel have som forudsætning, at vedkommende centralorganisation ligeledes delegerer sin aftaleret.

3.2.4. Frist for forhandlinger

Forhandlinger skal påbegyndes senest 3 uger efter, at en anmodning om forhandling er modtaget, medmindre parterne enes om andet.

Både inden for aftaleområdet og uden for dette gælder det, at spørgsmål vedrørende tjenestemænd kan kræves indbragt for en overordnet myndighed.

En forhandlingsberettiget organisation kan således inden for en frist på 1 måned kræve forhandlingerne i en institution videreført hos vedkommende minister. En centralorganisation kan inden for en tilsvarende frist kræve, at en minister, inden afgørelse træffes, forelægger sagen for finansministeren. Endvidere kan en centralorganisation inden for samme frist kræve, at finansministeren indhenter en udtalelse fra Lønningsrådet inden sin stillingtagen i en sag.

En minister har også selv adgang til at forelægge sager for finansministeren, inden afgørelse træffes.

3.2.5. Afslutning af forhandlinger

Forhandlinger anses for afsluttet, når blot en part meddeler modparten, at forhandlingerne anses for sluttet. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor en centralorganisation kræver sagen forelagt for finansministeren.

Forhandlinger anses i øvrigt for afsluttet, når der er gået 3 måneder siden sidste forhandling, uden at der er taget skridt til fortsættelse.

3.3. Overenskomstområdet

3.3.1. Arbejdsmarkedets almindelige principper

På overenskomstområdet anvendes arbejdsmarkedets almindelige principper for udøvelse af forhandlingsret. Det vil sige, at der normalt indgås aftale mellem parterne om løn- og andre ansættelsesvilkår i form af en kollektiv overenskomst.

Det er ikke som på tjenestemandsområdet formelt fastsat, at visse spørgsmål ikke kan gøres til genstand for aftale. I hovedsagen følges dog de samme principper på overenskomstområdet. Det har sammenhæng med tilsvarende forhold som på tjenestemandsområdet - ledelsesretten, de bevillingsmæssige forskrifter og anden lovgivning.

En række spørgsmål, der angår forvaltningens opgaver, organisation og personalebehov, kan således ikke indgå i forhandlinger om kollektiv overenskomst.

Mens tjenestemændenes hovedaftale indeholder en lang række regler om selve forhandlingsproceduren, er det begrænset, hvad der findes af formaliserede regler på overenskomstområdet.

Der er indgået Fmst. cirk. 08/09 2011 om hovedaftale mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 - Centralorganisationen af 2010. Endvidere har Finansministeriet indgået Fmst. cirk. 24/06 1991 om hovedaftale med AC-organisationerne, Fmst. cirk. 27/11 1991 om hovedaftale mellem Finansministeriet og statsansattes kartel overenskomstsektionen, Fmst. cirk. 19/05 2014 om hovedaftale mellem Finansministeriet og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark samt hovedaftaler med faglige organisationer, der ikke er tilsluttet en centralorganisation.

Disse hovedaftaler indeholder imidlertid først og fremmest regler om iværksættelse af arbejdsstandsning og regler om behandling af uenighed om forståelsen af og/eller brud på en kollektiv overenskomst eller hovedaftale.

Der er endvidere fastsat regler om, at overenskomstforhandlinger skal påbegyndes senest 1 måned efter, at der fremsættes anmodning herom. Endelig følger det af hovedaftalerne, at selv om en overenskomst er opsagt og udløbet, er overenskomstparterne forpligtet til at overholde dens bestemmelser, indtil anden overenskomst er indgået, eller arbejdsstandsning er iværksat.

Overenskomstforhandlingerne føres mellem Finansministeriet og vedkommende forhandlingsberettigede organisation. Finansministeren kan bemyndige en anden minister til at forhandle og indgå overenskomst inden for nærmere angivne retningslinjer. Det er normalt forudsat, at udkast til overenskomst skal forelægges Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til godkendelse.

3.3.2. Særregel på funktionærområdet

Ud over de almindelige arbejdsretlige principper for organisationernes udøvelse af forhandlingsret vedrørende løn- og andre ansættelsesvilkår gælder en særlig bestemmelse for funktionærer.

Ifølge § 10 i Lbekg. 1002 24/8 2017 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer med senere ændringer (funktionærloven) har ethvert personale - uanset størrelsen - ret til gennem sin organisation at kræve forhandling med virksomhedens ledelse om løn- og arbejdsvilkår.

Ful § 10 skal ses i sammenhæng med de almindelige arbejdsretlige regler, og den har derfor ikke selvstændig betydning i spørgsmål om forhandlingsret og kollektiv overenskomst for en personalegruppe. Heri ligger bl.a., at bestemmelsen ikke giver en organisation krav på at opnå en kollektiv overenskomst eller krav på, at der optages forhandlinger om en overenskomst.

Bestemmelsens selvstændige betydning er alene, at en funktionær gennem sin organisation har mulighed for at kræve forhandling om sine egne løn- og arbejdsvilkår, enten hvor vilkårene er fastsat uden forhandling med en organisation, eller hvor vilkårene er omfattet af en overenskomst med en anden organisation.

Det indebærer, at man ikke kan afvise et krav fra en organisation om forhandling af løn- og ansættelsesvilkår for en enkelt funktionær - heller ikke med henvisning til, at disse allerede er fastlagt i en kollektiv overenskomst med en anden organisation. Men der er ikke krav om, at forhandlingen skal føre til enighed.

Som eksempel på forhandlinger efter ful § 10 kan det nævnes, at en ansættelsesmyndighed er forpligtet til efter anmodning at forhandle sin indstilling om ydelse af lokalløn eller tillæg i nyt lønsystem med en organisation, som funktionæren er medlem af - også i tilfælde, hvor organisationen ikke er part i den overenskomst eller aftale, som funktionæren er omfattet af. Aftale om lokalløn eller tillæg i nyt lønsystem indgås imidlertid med den forhandlingsberettigede organisation.

3.4. Tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg

3.4.1. Tillidsrepræsentanter

Skatteministeriet (nu Finansministeriet) og centralorganisationerne har indgået en aftale om tillidsrepræsentanter i staten mv., jf. Skm. cirk. 08/12 2021 om tillidsrepræsentanter i staten mv.  Aftalen gælder for såvel overenskomstansatte som tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte.

Tillidsrepræsentanten er organisationens repræsentant på arbejdspladsen og medarbejdernes repræsentant i forhold til ledelsen.

Det er tillidsrepræsentantens opgave at deltage i forhandlinger og drøftelser med ledelsen, fx i forbindelse med ansættelser og afskedigelser, at tale med og orientere de ansatte, herunder skabe kontakt og koordinering med andre tillidsrepræsentanter, samt at indsamle og formidle information mv.

Tillidsrepræsentanten varetager endvidere de lokale forhandlingsopgaver, som fra organisationen er delegeret til den pågældende, fx forhandlinger om tillæg i de nye lønsystemer og efter lokallønsordningen.

Reglerne om tillidsrepræsentanter er nærmere beskrevet i PAV kap. 6.

3.4.2. Samarbejdsudvalg

Samarbejdsaftalen, jf. Skm. cirk. 18/11 2021 om aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg i staten fastsætter rammer for samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere.

I institutioner med 25 eller flere beskæftigede skal der oprettes samarbejdsudvalg.

I samarbejdsudvalget skal man drøfte alle spørgsmål af betydning for institutionens arbejds- og personaleforhold.

Reglerne om samarbejde og samarbejdsudvalg er nærmere behandlet i PAV kap. 7.

3.5. Bilags- og henvisningsoversigt

Henvisninger


Sidst redigeret 04.07.23