4.7.3. Påtaleret
Sager kan indbringes for Tjenestemandsretten af en eller flere af de centralorganisationer, der er part i bekg. 515 28/11 1969 af hovedaftale i henhold til lov nr. 291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken (hovedaftalen af 1969), og af finansministeren eller den enkelte minister efter forhandling med finansministeren.
Sager kan kun anlægges mod en eller flere centralorganisationer eller finansministeren.
En tjenestemand kan ikke indbringe en sag for Tjenestemandsretten.
Sager, der hører under Tjenestemandsretten, kan ikke indbringes for de almindelige domstole. En tjenestemand kan dog anlægge sag ved de almindelige domstole om overtrædelse og fortolkning af aftaler og af bestemmelser, der træder i stedet for aftaler, jf. afsnit 4.7.1, når vedkommende centralorganisation har afslået at indbringe sagen for Tjenestemandsretten. Sådanne sager skal anlægges inden 6 måneder efter, at tjenestemanden har modtaget meddelelse om den endelige administrative afgørelse, eller sagen er afvist af centralorganisationen eller Tjenestemandsretten.
For så vidt angår sagsforløbet ved Tjenestemandsretten henvises til TL kapitel 12.