4.6.1.2. Hovedorganisationer

På arbejdsgiversiden er Finansministeriet hovedorganisation for alle statens styrelser og institutioner. På arbejdstagersiden er hovedorganisationerne Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) (og altså ikke centralorganisationerne) og Akademikerne.

De fleste af OAO-S's medlemsorganisationer er også medlemmer af FH, men OAO-S er ikke som centralorganisation medlem af FH. Tilsvarende er LC's og CO10’s medlemsorganisationer medlemmer af FH, men ikke LC og CO10 som centralorganisation.

Ved et fællesmøde om påstået brud på eksempelvis organisationsaftalen for kontorfunktionærer mfl. deltager således repræsentanter fra Finansministeriet, HK/Stat og FH (HK er medlem af FH) samt normalt de lokale parter. Centralorganisationen OAO-S deltager derimod ikke.

Ved et fællesmøde om påstået brud på en organisationsaftale indgået med enten LC eller CO10, vil LC eller CO10 deltage sammen med den/de relevante medlemsorganisation(er). Dette gælder også i en situation, hvor den relevante medlemsorganisation er medlem af FH.

Det fremgår af de ovennævnte hovedaftaler, at hvis der påstås brud på en aftale, der er indgået direkte med OAO-S, henholdsvis LC/CO10, fx fællesoverenskomsterne, eller hvis sagen drejer sig om forståelse af eller brud på hovedaftalen, afholdes der møde under aftaleparternes medvirken, inden sagen eventuelt videreføres ved Arbejdsretten. Parterne ved mødet er således Finansministeriet og vedkommende centralorganisation.