31.8. Beskyttelse af medarbejdere grundet varetagelse af hverv

Der er endvidere en række hverv, som også er omfattet af en særlig beskyttelse mod afskedigelse. Beskyttelsen kan bl.a. indebære, at særlige forudsætninger skal være til stede før afskedigelse er rimelig, fx, at afskedigelse af en tillidsrepræsentant skal være begrundet i ”tvingende årsager”. Dette gælder ved siden af det forvaltningsretlige forbud om usaglig afskedigelse. Der kan også være fastlagt en særlig procedure, som skal følges ved afskedigelse af en medarbejder, som er beskyttet.

Karakteristisk for beskyttelsen er bl.a., at en afskedigelse i strid med disse regler udløser en relativt høj godtgørelse.

Herudover er der en række grupper af medarbejdere, som nyder en særlig beskyttelse mod afskedigelse begrundet i et forbud om diskrimination på arbejdsmarkedet, fx gravide og handicappede. Læs mere i PAV kap. 31.7.

31.8.1. Tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter mv.

Tillidsrepræsentantaftalen indeholder særlige regler om beskyttelse mod afskedigelse og forflyttelse af (fælles)tillidsrepræsentanter og (fælles)tillidsrepræsentantsuppleanter.

Arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejderrepræsentanter i samarbejdsudvalg og visse medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er beskyttet mod afskedigelse eller anden forringelse af deres forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter, jf. § 10, stk. 2, i Lbekg. 2062 16/11 2021 om arbejdsmiljø (arbejdsmiljølovens), og samarbejdsaftalens § 10.

Se om tillidsrepræsentanter i PAV kap. 6 og om samarbejdsudvalg og miljøorganisation i PAV kap. 7.

Overenskomstansatte
Der er ikke noget til hinder for at afskedige en ansat, der er omfattet af reglerne i tillidsrepræsentantaftalen, men det forudsætter, at der er tvingende årsager til afskedigelsen, jf. aftalens § 11. Se herom i PAV kap. 6.

Når en afskedigelse indebærer, at den pågældende afskæres fra at udføre sit hverv, er der foruden kravet om, at der skal foreligge tvingende årsager i henhold til tillidsrepræsentantaftalen nedenstående regler, der skal iagttages:  

  • Forhandling med den forhandlingsberettigede organisation, før der kan træffes endelig afgørelse om afskedigelse
  • Særlige frister for videreførelse af sagen i det fagretlige system
  • Særlige opsigelsesvarsler under hvervet
  • Særlige opsigelsesvarsler efter hvervets ophør
  • Hvis der afgives klageskrift, kan arbejdsforholdet ikke afbrydes, selv om opsigelsesvarslet er udløbet, før voldgiftsbehandlingen er afsluttet (dvs. kendelsen foreligger), medmindre afskedigelsen er begrundet i arbejdsmangel. Arbejdsgiver vil i denne periode være forpligtet til at betale løn til den ansatte.

Læs mere om den særlige procedure, som skal følges ved bortvisning af tillidsbeskyttede medarbejdere i PAV kap. 6.

§ 15 i tillidsrepræsentantaftalen om forlængelse af opsigelsesvarslet for ansatte efter hvervets ophør finder alene anvendelse for overenskomstansatte tillidsrepræsentanter eller tillidsrepræsentantsuppleanter, men ikke for andre, der har afskedsbeskyttelse svarende til tillidsrepræsentanter, fx arbejdsmiljørepræsentanter.

Betingelsen om tvingende årsager gælder ikke, ligesom den særlige afskedigelsesprocedure ikke anvendes for ansatte, der på afskedigelsestidspunktet ikke længere er tillidsrepræsentanter eller tillidsrepræsentantsuppleanter.

Tjenestemænd
De særlige procedureregler ved afskedigelse af overenskomstansatte tillidsrepræsentanter gælder tilsvarende for tjenestemænd, der er valgt som tillidsrepræsentant.

31.8.2. Andre hverv

Lov om værnepligtsorlov
I henhold til Lbekg. 309  03/03 2011 om værnepligtsorlov og om orlov ved forsvarets udsendelse af lønmodtagere til udlandet må en arbejdsgiver ikke afskedige en ansat på grund af aftjening af værnepligt eller udsendelse af forsvaret til udlandet.

Afskediges den ansatte i strid hermed, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse. Godtgørelsen kan maksimalt udgøre 26 ugers løn, og den fastsættes under hensyntagen til den ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Der gælder ikke særlige bevisbyrderegler i forbindelse med vurderingen af afskedigelsens saglighed.

Lov om foreningsfrihed (foreningsfrihedsloven)
I henhold til Lbekg. 424 08/05 2006 om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet (foreningsfrihedsloven) må en ansat ikke afskediges, fordi den pågældende er medlem af en forening eller en bestemt forening, og heller ikke fordi den pågældende ikke er medlem af en forening eller en bestemt forening.

Hvis en ansat afskediges i strid med loven, er der hjemmel til at underkende afskedigelsen. Hvis afskedigelsen ikke underkendes, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse, der ikke kan være mindre end 1 måneds løn. Godtgørelsen kan maksimalt udgøre 24 måneders løn, og den fastsættes under hensyntagen til den ansattes anciennitet og sagens omstændigheder i øvrigt. Har ansættelsesforholdet varet mindst 2 år, kan godtgørelsen ikke være mindre end 3 måneders løn.

Der gælder ikke særlige bevisbyrderegler ved vurderingen af afskedigelsens saglighed.

Lov om kommunernes styrelse - kommunalbestyrelsesmedlemmer mv. (kommunestyrelsesloven)

I henhold til § 16 c i Lbekg. 69 23/1 2024 om kommunernes styrelse (kommunestyrelsesloven) må en ansat ikke afskediges, fordi den pågældende er opført på en kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse. Det fremgår af lovens § 16 d, stk. 1-3, at hvis en ansat afskediges i strid med lovens bestemmelser, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse, der ikke kan overstige 78 ugers løn.

Der gælder regler om omvendt bevisbyrde ved vurderingen af afskedigelsens saglighed. Se mere om omvendt bevisbyrde under afsnit 31.7.

Der gælder en tilsvarende beskyttelse mod afskedigelse for medlemmer af regionsråd, jf. Lbekg. 70 23/1 2024 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (regionsloven).