Kapitel
33.
Seniorordninger og seniorbonus
Kapitlet beskriver rammerne for indgåelse af lokale aftaler om særlige vilkår i forbindelse med individuelle seniorordninger.
Endvidere omtales reglerne om indgåelse af centrale retræteaftaler for visse tjenestemænd samt reglerne om seniorbonus.
33.1. Indledning
Fastholdelse af seniorer er et centralt indsatsområde for statens arbejdspladser. Indsatsen for at udvikle og fastholde seniorer skal derfor fremgå af den lokale personalepolitik, og ældre medarbejdere skal i forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen have tilbud om en seniorsamtale.
Formålet er at sikre, at ældre medarbejdere kan blive ved med at være en aktiv, kvalificeret, fleksibel og efterspurgt arbejdskraft.
Seniorer er forskellige. Det vil derfor ofte være uhensigtsmæssigt at formulere en særskilt politik for arbejdspladsens seniorer. Arbejdspladsens indsats for at fastholde seniorer bør i stedet være en integreret del af en fleksibel personalepolitik, der gør det muligt at tage hensyn til såvel arbejdspladsens behov som den enkelte seniormedarbejders ønsker og behov.
Et udviklende og meningsfyldt arbejde og et fortsat fokus på kompetenceudvikling vil ofte være centrale elementer, når seniorer skal fastholdes.
Mulighederne i aftalen om seniorordninger, jf. afsnit 33.2, kan være et andet element i arbejdspladsens personalepolitik.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2021 har parterne aftalt, at aftalen om senior- og fratrædelsesordninger skal opdeles i to separate aftaler om henholdsvis seniorordninger og frivillig fratræden. Der er ikke lagt op til indholdsmæssige ændringer i aftalerne i forhold til den gældende aftale om senior- og fratrædelsesordninger.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2021 har parterne aftalt, at medarbejdere, der er fyldt 60 år, i forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen skal have tilbud om at drøfte seniorperspektiver. Samtalen skal have fokus på fastholdelse og medarbejderens ønsker og forventninger til sit arbejdsliv både på kort og længere sigt.
Parterne har også aftalt, at aldersgrænsen på 55 år for etablering af retræteordninger, jf. afsnit 33.2.3, forhøjes til 58 år. Ændringen af aldersgrænsen fra 55 til 58 år gælder kun for lokale aftaler om retræteordninger, der indgås efter udsendelse af cirkulære om aftale om seniorordninger, jf. Skm. cirk. 21/12 2021 om aftale om seniorordninger. For aftaler om retræteordninger, der er indgået før udsendelse af cirkulære om aftale om seniorordninger gælder således fortsat den hidtidige aldersgrænse på 55 år, jf. Fmst. cirk. 29/8 2011 om aftale om senior- og fratrædelsesordninger.
Endelig blev parterne enige om etablere en seniorbonusordning, der betyder, at medarbejdere fra og med det kalenderår, hvori de fylder 62 år, har ret til en årlig seniorbonus på 0,8 pct. af den sædvanlige årsløn. Seniorbonusordningen træder i kraft den 1. april 2022, jf. Skm. cirk. 20/12 2021 om seniorbonus.
33.2. Lokalt aftalte seniorordninger
Rammerne for seniorordninger fremgår af aftalen om seniorordninger, jf. Skm. cirk. 21/12 2021 om aftale om seniorordninger.
Aftalen giver hjemmel til lokalt at etablere seniorordninger for en eller flere medarbejdere.
Initiativet til etablering af en seniorordning kan komme fra ledelsen eller fra den ansatte. Det er den lokale ledelse, der vurderer mulighederne for og hensigtsmæssigheden af at etablere en seniorordning for den enkelte ansatte.
Seniorordninger hviler på frivillighed og forudsætter enighed mellem den ansatte og ledelsen.
De lokale aftaler afstemmes efter forholdene på arbejdspladsen og den enkelte ansattes forhold. De økonomiske vilkår aftales med den medarbejder, som omfattes af ordningen, men formaliseres ved en aftale mellem ansættelsesmyndigheden og vedkommende organisationsrepræsentant. En ansættelsesmyndigheds beslutning om ikke at indgå en aftale om en seniorordning er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, der kan påklages.
33.2.1. Seniorordningens indhold
En seniorordning kan omfatte gradvis tilbagetrækning i form af aftrapning i job/charge (retræte), aftrapning i tid (deltid), betalt frihed eller en fastholdelsesbonus. Aftalen giver adgang til, at der for den enkelte kan aftales en seniorordning, der kombinerer de forskellige elementer.
33.2.2. Personafgrænsning
Seniorordninger kan aftales for ansatte, der
- er fyldt 58 år (retræte), 60 år (deltid) eller 62 år (betalt frihed eller fastholdelsesbonus) og
- er tjenestemænd, tjenestemandslignende ansatte eller overenskomstansatte og omfattet af centralorganisationernes forhandlingsret.
33.2.3. Retræte
Seniorordning med aftrapning i job/charge (retræte) forudsætter,
- at den ansatte er fyldt 58 år, samt
- at den ansatte efter ansøgning overgår til en lavere placeret stilling efter i de seneste 10 år at have været ansat på fuld tid i en stilling med ledelsesansvar eller arbejdsledelse eller i en tilsvarende krævende stilling inden for rammeaftalens dækningsområde.
Pkt. 2 vil være opfyldt, hvis den ansatte har været ansat i en eller flere stillinger med ledelsesansvar/arbejdsledelse eller i en kombination af stillinger med ledelsesansvar/arbejdsledelse og tilsvarende krævende stillinger.
Muligheden for retræte efter rammeaftalen er ikke begrænset til ansatte i bestemte lønrammer, løngrupper eller basisløntrin.
For tjenestemænd og andre ansatte med tjenestemandspensionsret kan ansættelsesmyndigheden som led i aftalen bevilge, at vedkommende bevarer retten til at få pensionen beregnet efter den hidtidige, højere pensionsgivende løn. Det forudsætter, at ansættelsesmyndigheden løbende indbetaler et pensionsdækningsbidrag af den hidtidige løn til FL § 36, jf. afsnit 33.2.7.
For en tjenestemand på åremål er der dog ikke mulighed for at aftale en retræteordning med bevarelse af pensionsret fra åremålsstillingens lønramme, uanset om tjenestemanden har tilbagegangsret eller ej.
Hvis tjenestemanden har tilbagegangsret, kan der aftales en retræteordning, såfremt tjenestemanden går ned i tilbagegangsstillingen, og retræteordningen indgås således med udgangspunkt i tilbagegangsstillingens lønramme.
Det kan herudover aftales, at der til en eventuel supplerende pensionsordning indbetales et ekstra pensionsbidrag op til det hidtidige pensionsbidrag.
For overenskomstansatte m.fl. med forsikringsmæssig pensionsordning kan det aftales, at ansættelsesmyndigheden indbetaler et ekstra pensionsbidrag op til det samlede pensionsbidrag i den hidtidige stilling.
For såvel tjenestemænd m.fl. som overenskomstansatte kan der endvidere aftales et personligt, ikke-pensionsgivende tillæg. Tillægget må højst svare til forskellen mellem lønnen (ekskl. eventuelt pensionsbidrag) i den hidtidige stilling og lønnen (ekskl. eventuelt pensionsbidrag) i retrætestillingen på tidspunktet for overgangen. Lønnen opgøres som den samlede, faste løn, dvs. skalatrins- eller basisløn og tillæg, herunder midlertidige tillæg, men ekskl. pensionsbidrag.
Tillægget skal aftrappes med mindst 1/3 for hver 12 måneder fra overgangen til retrætestillingen.
Tillægget bortfalder altid ved udgangen af den måned, hvori den ansatte når folkepensionsalderen. Dette gælder dog ikke tillæg i henhold til § 9, stk. 2, i aftalen om seniorordninger, jf. Skm. cirk. 21/12 2021 om aftale om seniorordninger.
Efter aftale mellem den ansatte og ansættelsesmyndigheden kan det være et led i seniorordningen, at den pågældende skal fratræde efter en periode på højst 7 år. Hvis der aftales et personligt, ikke-pensionsgivende tillæg, jf. ovenfor, kan overgangen til lavere løn i så fald ske på én gang, eller tillægget kan aftrappes over en periode på højst 5 år.
Der gælder ikke nogen begrænsning i muligheden for at afskedige en tjenestemand eller overenskomstansat uansøgt, selv om der er etableret en seniorordning for den pågældende, hvor der er fastsat et fratrædelsestidspunkt.
33.2.4. Deltid
Seniorordning med aftrapning i tid forudsætter,
- at den ansatte er fyldt 60 år,
- at den ansatte i sammenlagt 10 år har været ansat inden for rammeaftalens dækningsområde, og
- at arbejdstiden udgør mindst 15 timer pr. uge efter nedsættelsen.
For overenskomstansatte forudsætter overgang til deltid desuden, at den pågældende overenskomst/organisationsaftale indeholder hjemmel til deltid.
Seniorordningen kan indebære, enten at medarbejderen går fra fuld tid til deltid, eller at deltiden nedsættes yderligere.
For tjenestemænd og andre ansatte med tjenestemandspensionsret kan det aftales, at vedkommende får pensionsaldermedregning op til den hidtidige beskæftigelsesgrad (maksimalt fuld tid). Det forudsætter, at ansættelsesmyndigheden indbetaler et pensionsdækningsbidrag til FL § 36 svarende til den højere beskæftigelsesgrad, jf. afsnit 33.2.7. Tilsvarende kan det aftales, at der til en eventuel supplerende pensionsordning indbetales et ekstra pensionsbidrag op til det samlede pensionsbidrag ved den hidtidige beskæftigelsesgrad.
For overenskomstansatte mfl. med en forsikringsmæssig pensionsordning kan det aftales, at ansættelsesmyndigheden indbetaler et ekstra pensionsbidrag op til det samlede pensionsbidrag ved den hidtidige beskæftigelsesgrad.
Rammeaftalen giver ikke hjemmel til at yde lønkompensation i forbindelse med aftrapning i tid.
33.2.5. Betalt frihed og fastholdelsesbonus
Ansættelsesmyndigheden kan - som led i en seniorordning - bevilge op til 12 dages frihed (seniordage) med løn om året til en ansat, der er fyldt 62 år. Friheden kan afvikles som hele eller halve arbejdsdage, enkeltvis eller i sammenhæng, eller som enkelttimer. Ansættelsesmyndigheden fastsætter afviklingstidspunkt og/eller afviklingsbetingelser efter nærmere drøftelse med den ansatte. Betalt frihed kan ikke opspares til afvikling i det kommende år, men skal afvikles inden for det år, det er ydet for.
Betalt frihed kan ikke konverteres til kontant betaling, heller ikke hvis friheden ikke er afviklet før fratrædelsen.
Ansættelsesmyndigheden kan endvidere give en særlig fastholdelsesbonus til medarbejdere, som vælger at udskyde deres fratræden indtil et nærmere aftalt tidspunkt.
Der beregnes ikke feriegodtgørelse af en fastholdelsesbonus.
33.2.6. Finansiering
Den enkelte ansættelsesmyndighed afholder selv alle udgifter forbundet med de lokale aftaler inden for gældende bevillinger.
33.2.7. Pensionsdækningsbidrag
33.2.7.1. Retræte
Ved seniorordning med retræte for tjenestemænd m.fl. er ansættelsesmyndighedens bevilling af, at vedkommende kan bevare retten til pension efter den hidtidige, højere pensionsgivende løn, betinget af, at ansættelsesmyndigheden løbende indbetaler et supplerende pensionsdækningsbidrag til FL § 36. Det supplerende pensionsdækningsbidrag beregnes med den sædvanlige bidragsprocent af differencen mellem den pensionsgivende løn på det hidtidige skalatrin og på den pensionsgivende løn i retrætestillingen.
33.2.7.2. Deltid
Ved seniorordninger med deltid, hvor det aftales, at tjenestemænd mfl. bevilges fuld eller forhøjet pensionsaldermedregning, skal ansættelsesmyndigheden løbende indbetale et supplerende pensionsdækningsbidrag til FL § 36.
Ved fuld pensionsaldermedregning beregnes det supplerende pensionsdækningsbidrag med den sædvanlige pensionsbidragsprocent af differencen mellem den pensionsgivende løn ved den hidtidige beskæftigelsesgrad og den pensionsgivende løn ved den reducerede beskæftigelsesgrad.
Ved forhøjet pensionsaldermedregning beregnes det supplerende pensionsdækningsbidrag med den sædvanlige pensionsbidragsprocent af den pensionsgivende løn ved fuld tid gange det antal timer, som pensionsalderen er forhøjet med i forhold til pågældendes deltid, delt med 37.
Hvis eksempelvis tjenestemandens arbejdstid nedsættes fra 37 timer til 16 timer ugentlig, men pensionsalderoptjeningen aftales forhøjet fra 16/37 til 30/37 og pensionsbidraget udgør 15 pct., vil det supplerende pensionsdækningsbidrag udgøre: 15 pct. af 14/37 af den pensionsgivende løn ved fuld tid.
33.3. Centralt aftalte retræteordninger
I særlige tilfælde kan der for tjenestemandsansatte chefer centralt indgås en retræteaftale mellem Finansministeriet og vedkommende centralorganisation. Sådanne aftaler bør kun anvendes i tilfælde, hvor rammeaftalen om seniorordninger ikke kan anvendes.
Retræteaftalerne indgås i henhold til aftale 26/3 1987 om lønvilkår for visse tjenestemænd i lønramme 35-40, der i forbindelse med retræte udnævnes i en lavere klassificeret tjenestemandsstilling, jf. Bilag 33.6.1.
Ansættelsen i den lavere klassificerede stilling sker efter ansøgning.
Ved indgåelse af en retræteaftale forudsættes det normalt, at den pågældende er fyldt 50 år og har fungeret i en lederstilling i en årrække, dvs. i en sammenhængende periode på omkring 10 år eller mere.
33.3.1. Procedure
Sager om etablering af retræteordninger i henhold til aftale 26/3 1987 rejses af vedkommende ministerium over for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der indgår aftalen om lønvilkår med vedkommende centralorganisation på grundlag af ministeriets oplysninger, jf. Bilag 33.6.1.
Hvis retrætestillingen ikke er klassificeret, indgås der aftale om klassificering af retrætestillingen, samtidig med at der indgås aftale om retrætevilkårene. Fremgangsmåden ved klassificering fremgår af PAV kap. 13. Drejer det sig om en stilling i lønramme 36 eller derunder, indgår vedkommende ministerium selv klassificeringsaftalen.
33.3.2. Lønvilkår
I aftalen om lønvilkår indgår et udligningstillæg, der fastsættes ved aftale mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og vedkommende centralorganisation. Typisk aftrappes udligningstillægget over en periode på 3 år.
33.3.3. Pensionsvilkår
Pensionsvilkårene er ikke aftalestof, men Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan i de konkrete tilfælde bestemme, at en tjenestemand, for hvem der indgås en retræteaftale i henhold til aftale 26/3 1987, bevarer retten til at få pension beregnet efter den hidtidige, højere pensionsgivende løn, jf. § 5. stk. 2, i Lbekg. 510 18/05 2017 om tjenestemandspension (tjenestemandspensionsloven)(TPL).
33.3.4. Bevillingsforhold
Udgifterne til retræteordninger i henhold til aftale 26/3 1987 afholdes af vedkommende ministerium inden for gældende bevillinger; jf. Bilag 33.6.1.
33.4. Bevarelse af pensionsret fra højere stilling - uden retræteaftale
Selv om der ikke er indgået en senior- eller retræteaftale, kan Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i henhold til TPL § 5, stk. 2, efter udtalelse fra Lønningsrådet bestemme, at en tjenestemand ved overgang til en lavere klassificeret stilling bevarer retten til at få pensionen beregnet efter den hidtidige, højere pensionsgivende løn.
Lønningsrådet har således givet tilslutning til, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan bestemme, at tjenestemænd bevarer retten til pension efter den hidtidige, højere pensionsgivende løn, når de efter ansøgning overgår til en lavere klassificeret stilling efter at have fungeret i en lederstilling i en årrække, dvs. en sammenhængende periode på omkring 10 år eller mere, og er fyldt 50 år.
Sager herom skal forelægges for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
33.4.1. Pensionsdækningsbidrag
Det er en betingelse for at bevare retten til pension efter den hidtidige pensionsgivende løn, at ansættelsesmyndigheden løbende til FL § 36 indbetaler et supplerende pensionsdækningsbidrag. Det supplerende pensionsdækningsbidrag beregnes med den sædvanlige bidragsprocent af differencen mellem den hidtidige, højere pensionsgivende løn og den pensionsgivende løn i retrætestillingen.
33.5. Seniorbonus
33.5.1. Seniorbonus fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2022:
Rammerne for seniorbonus fremgår af Skm. cirk. 20/12 2021 om seniorbonus. Ansatte har fra og med det kalenderår, hvori de fylder 62 år, ret til en årlig seniorbonus, der udbetales ved førstkommende lønudbetaling efter kalenderårets udløb.
Seniorbonussen udgør 0,8 pct. af den ansattes sædvanlige årsløn. For fastlæggelse af ”sædvanlig årsløn” henvises til Fmst. cirk. 6/12 2011 om beregning af løn under betalt fravær mv.
For tjenestemænd og andre, der optjener ret til tjenestemandspension, skal 15 pct. af den tjenestemandspensionsgivende løn indgå i beregningsgrundlaget for seniorbonussen, dvs. svarende til pensionsdækningsbidraget til FL § 36 for de fleste tjenestemandsgrupper mv. på det statslige område. Det gælder, uanset at der for enkelte grupper kan være fastsat et andet pensionsdækningsbidrag til FL § 36.
For overenskomstansatte og andre ansatte med bidragsdefinerede pensionsordninger indgår det samlede pensionsbidrag (både arbejdsgiver- og ”eget bidrag”) i beregningsgrundlaget for seniorbonussen.
Udbetalt seniorbonus vedrørende kalenderåret 2022 indgår ikke i beregningsgrundlagene for feriegodtgørelse og særlig feriegodtgørelse.
Skm. cirk. 20/12 2021 om seniorbonus har virkning fra den 1. april 2022. De ansatte har dog ret til fuld seniorbonus beregnet efter cirkulærets § 1, stk. 2, i hele kalenderåret 2022, dvs. fra den 1. januar 2022 til og med den 31. december 2022.
Seniorbonussen er et supplement til de muligheder arbejdsgiveren i øvrigt har for at fastholde seniorer, jf. afsnit 33.2.
33.5.1.1. Personafgrænsning
Seniorbonusordningen omfatter ansatte, der
- fylder 62 år/er fyldt 62 år i det pågældende kalenderår, og er
- tjenestemænd i staten og folkekirken,
- ansatte ved statstilskudsberettigede institutioner, som er medlemmer af statsgaranterede pensionskasser og statslige pensionsordninger,
- tjenestemandslignende ansatte i staten, folkekirken og statstilskudsberettigede institutioner med forsikringsmæssige pensionsordninger,
- civilarbejdere i forsvaret, og
- ansatte i staten, folkekirken og statstilskudsberettigede institutioner, der er omfattet af overenskomster indgået på den ene side af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet (tidligere Skatteministeriet) og på den anden side af de underskrivende centralorganisationer eller organisationer, der er tilsluttet til disse.
Seniorbonusordningen omfatter ikke ansatte, der er timelønnede. Det er dog aftalt for timelønnede gravermedhjælpere på landsbykirkegårde, at de er omfattet af en seniorbonusordning.
33.5.1.2. Konvertering af seniorbonus
Den ansatte har ret til at konvertere seniorbonussen svarende til 0,8 pct. af den ansattes sædvanlige årsløn til et eller flere af følgende elementer:
- Betalte fridage (seniordage) (max 2 seniordage)
- Ekstraordinært pensionsbidrag (max 0,8 pct. af den ansattes sædvanlige årsløn)
Valget træffes for ét år ad gangen. En ansat, der vælger at konvertere seniorbonussen, skal give ansættelsesmyndigheden meddelelse herom senest den 1. oktober året før seniorbonussen ville være kommet til udbetaling.
Ved konvertering af seniorbonus til seniordage udgør værdien af en seniordag 0,4 pct. af den ansattes sædvanlige årsløn. For fuldtidsansatte og ansatte på plustid svarer en seniordag til 7,4 timer. For deltidsansatte reduceres timetallet forholdsmæssigt.
Seniordage skal som udgangspunkt afvikles som hele eller halve fridage. Efter aftale mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte kan afviklingen dog ske i form af enkeltstående timer.
Ansættelsesmyndigheden fastsætter efter drøftelse med den ansatte, hvornår seniordagene skal afvikles. Ansættelsesmyndigheden skal så vidt muligt imødekomme den ansattes ønsker, medmindre arbejdets udførelse hindrer dette.
Ikke-afholdte seniordage bortfalder ved kalenderårets udløb, medmindre de aftales overført til det efterfølgende kalenderår. Hvis det ikke har været muligt for den ansatte at planlægge og afvikle sine seniordage i kalenderåret, fordi ansættelsesmyndigheden har undladt at fastsætte, hvornår seniordagene skal afvikles, overføres ikke-afholdte seniordage til det efterfølgende kalenderår. Det bemærkes dog, at ansatte, der har valgt at konvertere seniorbonus vedrørende kalenderåret 2022 til seniordage til afvikling i 2023, men for hvem det ikke har været muligt at planlægge og afvikle sine seniordage i 2023, fordi ansættelsesmyndigheden har undladt at fastsætte, hvornår seniordagene skulle afvikles, får udbetalt ikke-afholdte seniordage ved førstkommende lønudbetaling i 2024, jf. Fmst. cirk. 27/6 2023 om aftale om seniorbonus og seniordage. Ved ansættelsesforholdets ophør udbetales ikke-afholdte seniordage.
Ved konvertering af seniorbonus til ekstraordinært pensionsbidrag skal den ansatte give ansættelsesmyndigheden meddelelse om, hvilken pensionsordning det ekstraordinære pensionsbidrag skal indbetales til. For tjenestemænd og andre ansatte med optjening af tjenestemandspension, fx medlemmer af statslige pensionsordninger, indbetales pensionsbidraget til den supplerende pensionsordning, der gælder for ansættelsesforholdet, såfremt den ansatte ikke har givet meddelelse om, hvilken anden pensionsordning, pensionsbidraget ønskes indbetalt til.
Pensionsbidraget indbetales på samme tidspunkt, som seniorbonussen ville være blevet udbetalt.
Retten til seniorbonus og til at konvertere seniorbonussen til seniordage medfører ikke nogen begrænsning i muligheden for lokalt at aftale op til 12 seniordage om året i henhold til aftale om seniorordninger, jf. Skm. cirk. 21/12 2021 om aftale om seniorordninger.
33.5.1.3. Forholdsmæssig seniorbonus
Ved en ansats død udbetales en forholdsmæssig andel af bonussen, jf. Skm. cirk. 20/12 2021 om seniorbonus.
Personer, der opfylder betingelserne for ret til seniorbonus, og som tiltræder ansættelse i løbet af kalenderåret, har ret til en forholdsmæssig andel af seniorbonussen.
33.5.2. Seniorbonus fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2023:
Der henvises til kapitel 33.5.1-33.5.1.3. for så vidt angår ansatte der fylder/er fyldt 62 år i 2023, dog med følgende undtagelser:
1) Ansatte, der har valgt at konvertere seniorbonus vedrørende kalenderåret 2022 til seniordage til afvikling i 2023, men for hvem det ikke har været muligt at planlægge og afvikle sine seniordage i 2023, fordi ansættelsesmyndigheden har undladt at fastsætte, hvornår seniordagene skulle afvikles, får udbetalt ikke-afholdte seniordage ved førstkommende lønudbetaling i 2024, jf. Fmst. cirk. 27/6 2023 om aftale om seniorbonus og seniordage.
2) Ansatte ikke vælge at konvertere seniorbonus vedrørende kalenderåret 2023 til seniordage til afvikling i 2024 jf. Fmst. cirk. 27/6 2023 om aftale om seniorbonus og seniordage.
Udbetalt seniorbonus vedrørende kalenderåret 2023 indgår ikke i beregningsgrundlagene for feriegodtgørelse og særlig feriegodtgørelse.
33.5.3. Seniorbonus og seniordage fra den 1. januar 2024:
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Offentligt Ansattes Organisationer, Lærernes Centralorganisation, CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Akademikerne har indgået aftale om seniorbonus og seniordage med lønfordrag, jf. Fmst. cirk. 27/6 2023 om aftale om seniorbonus og seniordage.
Cirkulære om seniorbonus, jf. Skm. cirk. 20/12 2021 om seniorbonus ophæves af Fmst. cirk. 27/6 2023 om aftale om seniorbonus og seniordage.
Ordningen omfatter ikke ansatte, der er timelønnede. Det er dog aftalt for timelønnede gravermedhjælpere på landsbykirkegårde, at de er omfattet af en seniorbonusordning.
33.5.3.1. Seniorbonus
Ansatte har fra og med den 1. januar i det kalenderår, hvori de fylder 62 år, ret til en seniorbonus, der udbetales månedligt sammen med den faste løn.
Seniorbonussen udgør 0,8 pct. af den ansattes faste månedsløn (basisløn, intervalløn, skalatrinsløn samt tillæg, der udbetales med faste månedlige beløb).
Ved den ansattes ”faste månedsløn” forstås den ansattes grundløn (basisløn, skalatrinsløn, intervalløn) samt tillæg, der udbetales med faste månedlige beløb. Sådanne tillæg omfatter såvel varige som midlertidige tillæg, herunder rådighedstillæg og åremålstillæg. Variable tillæg, herunder ulempetillæg og vagttillæg, indgår ikke i beregningsgrundlaget, heller ikke selv om de er fast påregnelige. Øvrige løndele, herunder over- og merarbejdsbetaling, engangsvederlag, feriegodtgørelse og særlig feriegodtgørelse, indgår tilsvarende ikke i beregningsgrundlaget.
Seniorbonussen indgår i den sædvanlige løn, der udbetales under afholdelse af ferie med løn, og indgår i beregningsgrundlaget for feriegodtgørelse efter ferieloven og særlig feriegodtgørelse efter statens ferieaftale.
Der indbetales pensionsbidrag af seniorbonussen.
For overenskomstansatte og andre med en bidragsdefineret pensionsordning er seniorbonussen pensionsgivende med den bidragsprocent, der i øvrigt gælder for den ansatte, fx 17,1 pct. for ansatte efter overenskomst for akademikere i staten og 15 pct. for ansatte efter OAO-fællesoverenskomsten. Pensionsbidrag indbetales til den pensionsordning, hvortil pensionsbidrag af basislønnen mv. indbetales til.
For tjenestemænd og andre, der optjener ret til tjenestemandspension, er seniorbonussen pensionsgivende med den bidragsprocent, der anvendes til pensionsbidrag af tillæg, der indbetales til den ansattes supplerende pension. Pensionsbidraget indbetales til den ansattes supplerende pensionsordning. Hvis den ansatte ikke har en supplerende pensionsordning, udbetales pensionsbidraget som løn samtidig med udbetaling af seniorbonussen.
Seniorbonussen er et supplement til de muligheder arbejdsgiveren har for at fastholde seniorer, jf. afsnit 33.2.
33.5.3.2. Seniordage med lønfradrag
Ansatte, der fylder 62 år i perioden fra den 1. januar til den 30. juni, har desuden ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag i det kalenderår, den ansatte fylder 62 år.
Ansatte, der fylder 62 år i perioden fra den 1. juli til den 31. december, har ret til at afholde 1 seniordag med lønfradrag i det kalenderår, den ansatte fylder 62 år.
Ansatte har i de efterfølgende kalenderår efter det kalenderår, hvor de fylder 62 år, ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag om året.
Seniordagene skal afvikles som hele fridage.
Der beregnes lønfradrag efter de til enhver tid gældende regler om lønfradrag og lønberegning for tjenestemænd, jf. for tiden aftale af 27. august 2015 om lønfradrag og lønberegning for tjenestemænd, jf. Skm. cirk. 30/11 2021 om lønfradrag og lønberegning for tjenestemænd.
Ansættelsesmyndigheden fastsætter efter drøftelse med den ansatte, hvornår seniordagene skal afvikles. Ansættelsesmyndigheden skal så vidt muligt imødekomme den ansattes ønsker, medmindre arbejdets udførelse hindrer dette. Den ansatte skal i så god tid som muligt give besked til ansættelsesmyndigheden, såfremt den pågældende ønsker at afvikle seniordage.
Ikke-afholdte seniordage bortfalder ved kalenderårets udløb, medmindre ansættelsesmyndigheden og den ansatte aftaler dem overført til det efterfølgende kalenderår. Hvis det ikke har været muligt for den ansatte at planlægge og afvikle sine seniordage i kalenderåret, fordi ansættelsesmyndigheden har undladt at fastsætte, hvornår seniordagene skulle afvikles, overføres ikke-afholdte seniordage til det efterfølgende kalenderår.
Personer, som tiltræder ansættelse i løbet af kalenderåret, får ret til seniordage med lønfradrag efter de ovenfor beskrevne regler. Ved ansættelsesforholdets ophør, bortfalder ikke-afholdte seniordage med lønfradrag.
Ret til seniordage med lønfradrag er et supplement til de muligheder arbejdsgiveren har for at fastholde seniorer, jf. afsnit 33.2.
33.6. Bilags- og henvisningsoversigt
Bilag
- Bilag 33.6.1 Aftale 26/3 1987 om lønvilkår for visse tjenestemænd i lønramme 35-40, der i forbindelse med retræte udnævnes i en lavere klassificeret tjenestemandsstilling.
Henvisninger
- Finansministeriets Lbekg. 510 18/5 2017 om tjenestemandspension(tjenestemandspensionsloven).
- Fmst. cirk. 27/6 2023 om aftale om seniorbonus og seniordage (Medst. nr. 016-23).
- Fmst. cirk. 6/12 2023 om beregning af løn under betalt fravær (Medst. nr. 063-11).
- Skm. cirk. 21/12 2021 om aftale om seniorordninger (Medst. nr. 052-21).
33.6.1. Aftale mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation I, Statstjenestemændenes Centralorganisation II, Akademikernes Centralorganisation (tjenestemandsudvalget) og Lærernes Centralorganisation om lønvilkår for visse tjenestemænd i lønramme 35-40, der i forbindelse med retræte udnævnes i en lavere klassificeret tjenestemandsstilling
I medfør af § 45, stk. 1, i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken aftales følgende:
- 1. Denne aftale finder anvendelse på tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken i lønramme 36-40 samt på tjenestemænd i lønramme 35, der er ansat i egentlige chefstillinger.
- 2. Når tjenestemænd, der er omfattet af § 1, udnævnes i en anden, lavere klassificeret tjenestemandsstilling i forbindelse med retræte, kan der mellem Finansministeriet og vedkommende centralorganisation indgås speciel aftale om særlige lønvilkår, hvorved der tages hensyn til tjenestemandens tidligere beskæftigelse.
- 3. Denne aftale har virkning fra 1. april 1987 og kan opsiges med 3 måneders varsel, dog tidligst til 1. april 1989.
Stk. 2. Samtidig ophæves aftale af 12. august 1985 om lønvilkår for visse tjenestemænd i lønramme 35-40, der i forbindelse med retræte udnævnes i en lavere klassificeret statstjenestemandsstilling.
København, den 26. marts 1987.
Statstjenestemændenes Aage Andersen Bjørn Wikkelsøe Akademikernes Erik Stengaard Lærernes Martin Rømer |
Finansministeriet T.T. Lind |
Sidst redigeret 04.07.23