36.4.1.2. Afbrydelse af forældelsen

Forældelsesfristen afbrydes som udgangspunkt ved, at skyldneren erkender sin gældsforpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller ved at fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1.

Når forældelsen afbrydes, begynder en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte at løbe, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1.

Endelig sker der i visse tilfælde en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. Det er bl.a. tilfældet, hvis der inden forældelsesfristens udløb er anlagt en rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indbragt en sag om fordringens eksistens eller størrelse for en administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand eller indledt forhandlinger mellem skyldneren og fordringshaveren om fordringen, jf. forældelseslovens § 21.