10.13.5. Rejseudgifter mv.
Statsansatte, der varetager hverv i statslige organer som led i deres ansættelsesforhold, har krav på at få refunderet merudgifter til transport, rimelige merudgifter til måltider o.l. og til overnatning efter tjenesterejseaftalens regler. Ved kørsel i privat bil udbetales befordringsgodtgørelse med den lave sats, medmindre vedkommende har en skriftlig kørselsbemyndigelse, der dækker den pågældende kørsel.
Medlemmer af statslige kollegiale organer, der modtager særskilt vederlag, har ligeledes - uanset om de er statsansatte eller ej - krav på at få refunderet merudgifter til transport, rimelige merudgifter til måltider o.l. og til overnatning efter tjenesterejseaftalens regler. Ved kørsel i privat bil udbetales befordringsgodtgørelse som udgangspunkt med den lave sats, idet forudsætningerne for at udbetale den høje sats normalt ikke vil være til stede. Der kan kun ydes særskilt vederlag for transporttiden/rejsetiden, hvis transporttiden anvendes til reel arbejdstid, herunder forberedelsestid, der medgår til at varetage hvervet.
Medlemmer, som ikke varetager hvervet som led i deres ansættelsesforhold, og som ikke modtager særskilt vederlag, kan efter hvervsministeriets bestemmelse få refunderet merudgifter til transport, rimelige merudgifter til måltider o.l. og til overnatning. Det er hvervsministeriet, der afgør, om der overhovedet skal ydes nogen form for godtgørelse, og om den i givet fald ydes helt eller delvist. Ydes der godtgørelse, skal dette ske i overensstemmelse med tjenesterejseaftalens regler for den eller de godtgørelser, der ønskes ydet. Befordringsgodtgørelse for kørsel i privat bil kan normalt ikke overstige den lave takst, idet forudsætningerne for at yde den høje sats normalt ikke vil være til stede.
Tjenesterejseaftalen er omtalt i PAV kap. 21.