2.2.2.5. Paralleloverenskomster

Finansministeriet anerkender som udgangspunkt ikke forhandlingsret for en organisation, som ønsker overenskomst på et område, der allerede er overenskomstdækket.

Spørgsmålet er behandlet i Højesterets dom af 24. januar 2002 (UfR 2002.796 H) (omtalt i afsnit 3.4.1. i Statens arbejdsretlige domme og kendelser for årene 2000 - 2002), hvor Højesteret fastslog, at Finansministeriets afvisning af at anerkende en organisations forhandlingsret, fordi området allerede var overenskomstdækket, ikke indebar en tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige principper. Det var ubestridt, at den nye organisation repræsenterede majoriteten af personalegruppen, og at organisationen opfyldte væsentlige kriterier for at blive anerkendt som forhandlingsberettiget. Finansministeriets interesse i at undgå yderligere overenskomster på et allerede overenskomstdækket område, herunder for at sikre klarhed på aftaleområdet og i administrationen heraf, tillagdes imidlertid betydelig vægt. Retten lagde ligeledes vægt på, at den organisation, som overenskomsten var indgået med, fortsat repræsenterede et ikke uvæsentligt antal af den pågældende personalegruppe.

Se også Højesterets dom af 9. september 2013 (UfR 2013.3306 H). I denne sag godkendte Højesteret, at KL havde afvist at indgå en overenskomst med en organisation. Højesteret henviste til, at det omhandlede område allerede var dækket af en overenskomst, og at KL’s beslutning var begrundet i et ønske om at undgå parallelle overenskomster for at sikre klarhed og forenkle administrationen på overenskomstområdet.