36.4.1. Forældelsesfrister
Efter Lbekg. 1238 9/11 2015 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) gælder der som hovedregel en forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
For fordringer/krav, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, er forældelsesfristen dog 5 år, jf. forældelseslovens § 4, stk. 1.
Den særlige 5-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 4, stk. 1, omfatter alle tilfælde, hvor ansættelsesforholdet hviler på et kontraktmæssigt grundlag, uanset om der er tale om en overenskomst eller en individuel kontrakt.
Forældelsesfristen på 5 år gælder efter Justitsministeriets opfattelse ligeledes, hvor der er tale om et ansættelsesforhold som tjenestemand. Ansættelsesmyndigheder, som ved behandlingen af sager om tjenestemandsforhold efter den 1. januar 2011 har lagt til grund, at der gjaldt en forældelsesfrist på 3 år, bør således genoptage sagerne og vurdere dem på ny. Der henvises til Fmst. cirk. 7/5 2013 om forældelsesfristen ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold som tjenestemand.
Den 5-årige forældelsesfrist omfatter alle krav, som støttes på ansættelsesaftalen, eller krav, der opstår ved misligholdelse af aftalen, uanset om det er krav fra den ansatte eller fra arbejdsgiveren. Det gælder fx den ansattes krav på løn, rådighedsløn, indbetaling af pensionsbidrag til en pensionsordning, feriepenge, ATP mv. og arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt løn mv.
Den 5-årige forældelsesfrist gælder imidlertid ikke for en ansats krav mod arbejdsgiveren i anledning af arbejdsskader eller andre skader, der opstår under ansættelsen.
Når den ansatte skal have udbetalt pension, herunder tjenestemandspension, i forbindelse med pensionering, vil den løbende pensionsudbetaling af de enkelte ydelser være omfattet af den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, jf. forældelseslovens § 8. Pensionsudbetalingen forældes dermed løbende 3 år efter forfaldstidspunktet for den enkelte ydelse.
Forældelsesfristerne regnes normalt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket der kunne kræves betaling (forfaldsdag), jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Hvis der er tale om et krav på tilbagebetaling, vil det sige fra udbetalingstidspunktet.
36.4.1.1. Udskydelse af forældelsesfristen (suspension)
Hvis fordringshaveren ikke var bekendt med fordringen/kravet eller skyldneren, suspenderes den 3-årige eller den 5-årige forældelsesfrist, således at forældelsesfristen først regnes fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Selvom den 3-årige eller den 5-årige forældelsesfrist er suspenderet, indtræder forældelse dog senest 10 år fra forfaldsdagen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, og § 4, stk. 2.
36.4.1.2. Afbrydelse af forældelsen
Forældelsesfristen afbrydes som udgangspunkt ved, at skyldneren erkender sin gældsforpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller ved at fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1.
Når forældelsen afbrydes, begynder en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte at løbe, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1.
Endelig sker der i visse tilfælde en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. Det er bl.a. tilfældet, hvis der inden forældelsesfristens udløb er anlagt en rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indbragt en sag om fordringens eksistens eller størrelse for en administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand eller indledt forhandlinger mellem skyldneren og fordringshaveren om fordringen, jf. forældelseslovens § 21.